Kalvehytter får dødeligheden ned

Kalvehuse og hytter giver sundhed og trivsel hos kalvene, mener CN Agro.

»Tiden har været med os, når der tales om dyrevelfærd og sundhed.«

Sådan lyder det fra Hedvig Nørgaard, medindehaver af CN Agro, der udstiller kalvehuse og hytter på Agromek. Nyhederne i produkterne ligger mest i mindre detaljer, men interessen for kalvehuse og hytter har været stigende i takt med, at der er mere fokus på miljø, dyrevelfærd og sundhed hos dyrene.

De tilbagemeldinger, CN Agro får fra kunderne og dyrlæger siger, at hvis der er problemer med kalvesundheden, vil det gavne kalvene at komme ud af stalden og ud i kalvehytterne.

»Kalvehytter og kalvehuse er godt for sundheden. Problemerne forsvinder, når kalvene kommer ud i den friske luft, og dødeligheden bliver simpelthen lavere,« forklarer hun.

»Hvis der er smitte i stalden, er det næsten umuligt at undgå, at kalvene bliver syge. De skal direkte på en trillebør og ud i kalvehytterne, når koen har kælvet,« supplerer Signe Christenen, der også står på CN Agros stand.

Starten er vigtig for kalvene. En kalv, der er begyndt dårligt, bliver aldrig en god ko, og derfor kan det godt betale sig at investere i de transportable hytter lavet af galvaniseret stål med vandfaste filmbelagte krydsfinerplader, mener de.

Mere om dette tema

Læs om Agromek samt nogen af de nyheder, de byder på, nedenfor.

»Det er i hvert fald det vi hører. Dog havde vi en kunde, der fik et problem. For da dødeligheden faldt, fik han for mange kalve, og måtte købe nogle flere kalvehuse og hytter,« siger Hedvig Nørgaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.