Kløvergræs giver bedste mælkeøkonomi

Beregninger på baggrund af flere års dyrknings- og fodringsforsøg viser bedst økonomi i kløvergræs.

Med de øgede kvælstofkvoter kunne det være fristende som mælkeproducent at satse på de rene græsser til grovfoderet og så banke til græsset med gyllen og handelsgødningen.

»Det er nok vores vigtigste budskab, at selv med muligheden for ekstra kvælstof til rene græsser er der fortsat en bedre økonomi i at dyrke og fodre med kløvergræs,« påpeger Torben Spanggaard Frandsen, specialkonsulent i grovfoder, PlanteInnovation, Seges.

Det viser nemlig tre års forsøg med slæt- og kvælstofstrategi i de nye slætblandinger 35, 45, 47 og 49 i forhold til rent græs, kombineret med fodringsforsøg. Herefter er økonomien beregnet i FMS.

Mere mælk på kløver

Det, der for alvor flytter noget i den samlede økonomi, er, at der ganske enkelt er en højere mælkeydelse på kløvergræs, også selvom blandingerne kræver fem slæt og en slætstrategi på bedriften, hvor man har forholdt sig til, hvilke slæt der skal bruges til lakterende køer, og hvilke til opdræt.

Alt i alt varierer merindtjeningen ved kløvergræs i forhold til rent græs fra 94 kr. pr. årsko op til 1.180 kr. pr. årsko.

Den laveste merindtjening er opnået på blanding 49 med 50 procent strandsvingel.

»Derfor er det også vigtigt at få sagt, at den enkelte mælkeproducent naturligvis skal regne på sine egne forudsætninger i FMS,« slutter Torben Spanggaard Frandsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.