Knuste gipsplader holder fluer væk fra dybstrøelse

Blog fra mælkebedriften: Ole Lind har fundet en god og billig måde at slippe for fluer i dybstrøelsen.

Af Ole Lind, mælkeproducent, Nr. Snede - fortalt til Frederik Thalbitzer

Efter den varme sommer sidste år, hvor fluer kunne udvikle sig selv på en stolpe, hvis det skulle være, har vi set, at vi har fundet en god og effektiv måde at holde fluer væk fra dybstrøelsen. Vores trick hedder gipsstrøelse. Det er et restprodukt fra når man sorterer gipsplader, og det består af kalk. Vi spreder 5 centimeter i bunden, når vi har tømt et afsnit med dybstrøelse, før vi begynder at strø op igen. Det virker meget effektivt og det er jo positivt efter sådan en varm sommer, som vi havde sidste år. Det var dyrlægen, der anbefalede det til at udtørre bunden i dybstrøelsesarealet, men det viste sig så, at det havde en meget positiv effekt mod dannelsen af fluelarver.

Normalt vil der være mange fluer i dybstrøelsen og man kan typisk se pupperne ude i kanten, når man muger ud. Og fluerne er jo hverken rare for os eller for dyrene at have om ørerne.

 

Fordeler det med minilæsser

Rent praktisk kører vi det ind med minilæsseren og fordeler det i ca. 5 cm tykt lag. Det er nemt at flytte med, og til sidst retter vi det bare til med en skovl.

Det er helt pulveragtigt og består af knuste gipsplader med lidt papirrester. Vi får det fra Firmaet Norrecco Agerskov, der sorterer affald. Vi betaler kun for fragten. Jeg får et træk ad gangen.

Det indeholder lidt svovl, og det er nok det, der slår fluerne ihjel. Men det har også en gødningsværdi.

Man skal lige vænne sig til lugten, når man muger ud.

Før brugte vi Neporex, men det er jo dyrt og bøvlet, for man skal vande det ud flere gange. Nu skal vi kun tænke på at få strøet et ordentlig lag gipsstrøelse, når der er muget ud, så det er jo ret nemt.

Støver meget

Selvfølgelig er der også ulemper. Det støver meget, når man spreder det, så det er en god ide at have en støvmaske på, når man fordeler det.

Vi er heller ikke helt fri for fluer, for de kan jo også leve andre steder, end i dybstrøelsen. Og vi bruger det kun dér. Jeg tror ikke, det vil være godt at få i gyllekanalen, hvor det vil bundfældes.

Ellers er det noget, jeg varmt kan anbefale, og så er det også foreneligt med Arlagaarden.

Jeg synes, det er genbrug på en god og nyttig måde.

 

Faktaboks

Ole Lind

  • Mælkeproducent, Nørre Snede, blogger for Kvæg Plus
  • 330 årskøer, Holstein
  • Sengebåse med madrasser
  • Fem malkerobotter, DeLaval, og HerdNavigator
  • Markbrug på ca. 270 hektar; 50 ha majs, 100 ha slætgræs, 75 ha vinterrug, 50 ha vårbyg, græsmarker

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.