Ko slap fri fra slagtning - skudt i det fri

Ko slap løs fra slagteri tirsdag morgen.

Det sker jævnligt, at borgere ringer ind til lokalpolitiet i Varde, fordi dyr er sluppet løs. Så må politiet ud og finde dyrene og finde ejeren.

Klokken 7.20 tirsdag morgen fik politiet en lidt anderledes opringning. Det var slagteriet i Tistrup, der fortalte, at en ko var undsluppet.

Koen var løs ved Lundvej ved Varde, hvor der både er togskinner og den trafikerede Lundvej, så politiet skrev på Twitter, at bilister skulle være opmærksomme - og kontaktede BaneDanmark for at gøre opmærksom på risikoen for påkørsel.

Lidt over kl. 8 skrev politiet på Twitter, at den undvegne ko var blevet aflivet.

"Den døde med et lykkeligt smil på mulen," skrev vagtchefen.

"Det er lidt fri fantasi," erkender en grinende vagtchef, Torben Møller, over for Landbrugsavisen.dk.

"Men jeg gik ud fra det. Den må have været lykkelig der i det fri."

Han oplyser, at koen blev skudt klokken 7.55. Det var slagteriet selv, der stod for det.

"De får fat i en skytte, så de får den aflivet derude," beretter vagtchefen.

Han er glad for, at slagteriet selv tog hånd om sagen.

"Politifolk er jo ikke uddannet til at håndtere dyrene," pointerer han.

Emneord ulykke

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.