Konsulent: Brug udbyttemåling - mange maskinstationer har udstyret

Mere end halvdelen af de syd- og midtjyske maskinstationer råder nu over udstyr til udbyttemåling, viser rundspørge af Sagro.

Muligheden for at få udført udbyttemåling og tørstofanalyse er nu så udbredt blandt landets maskinstationer, at mangel på udstyr ikke længere er en hindring for landmænd, der ønsker at bruge den nye teknik.

Det konkluderer Sagro, der har udført en rundspørge til de ca. 75 maskinstationer, der er aktive inden for rådgivningsvirksomhedens primære dækningsområder.

Heraf har de 67 svaret, og de 38 meddeler, at de har investeret i udstyret. Af de resterende 27 er de to i overvejelser om at investere i udstyr til udbyttemåling.

Konsulent: Det går for langsomt

Teknikken til udbyttemåling har været kendt i flere år, men landmændene tager det kun langsomt til sig.
For langsomt, mener planterådgiver Christina Skelmose Jørgensen, Sagro.

"For en begrænset ekstra omkostning kan man som landmand få fantastisk værdifulde data - som man kan agere på. Kender vi som rådgivere fremstillingsprisen på markniveau, kan vi give kvalificeret sparring om, hvor det er bedst at bruge sin kvælstofkvote.

Om en forpagtning bør opsiges eller genforhandles, og om det vil være bedre at lave en aftale om at afsætte gylle end at fortsætte med at dyrke dårlig jord for at overholde harmonikrav," siger  hun.

Hendes opfordring til landmændene er at benytte det nye styringsværktøj.

Tillæg på 100 kr. pr. time

Sagro fremhæver Agerbæk Maskinstation ved Varde som en de maskinstationer, der nu bruger udbyttemåling.  I år har maskinstationen brugt 300.000 kr. på udbyttemåler og tørstofmåler på en finsnitter, mens der kom vægt på en vogn. Det overvejes at investere i udstyr til endnu en snitter og en vogn.

Kunderne betaler et tillæg på 100 kr. pr. time, hvis der bestilles materiel med udbyttemåler. Målt i mængde kender kunderne nu udbytte og tørstof for mere end 60 procent grovfoderet.

Sagro oplyser, at maskinstationerne i rundspørgen melder om store lokale forskelle i efterspørgslen på udbyttemåling. Enkelte klager direkte over, at selvom udstyret nu er til rådighed, så bestiller kunderne ikke udbyttemåling. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.