
Fusionen af rådgivningsselskaberne Heden & Fjorden og Jysk Landbrugsrådgivning er god og rigtig. Men den er langt fra vidtgående nok, hvis man holder fast i at bevare alle fire rådgivningshuse og undlader at fusionere de seks ejerforeninger bagved.
Det mener Viggo Conradsen, landmandskunde i Jysk Landbrugsrådgivning og desuden medlem af DLGs bestyrelse og af Landbrug & Fødevarers virksomhedsbestyrelse.
Til yderste fingersspids
»Det er godt og rigtigt, at man starter den her øvelse i Heden & Fjorden og i Jysk Landbrugsrådgivning. Det er jo den del i det store landbrugserhverv, som ikke har været igennem den transformation, som alle andelsselskaberne har været igennem,« siger Viggo Conradsen.
»Men for mig er det utrolig vigtigt, at vi nu får moderniseret ud til yderste fingerspids.«
Foreninger bør fusionere
»Jeg håber, at man i forbindelse med den her fusion vil gå til stålet og også skære til i den folkevalgte del,« siger Viggo Conradsen.
Men det er jo meldt ud, at foreningerne fortsætter uændret. Mener du, at også de burde fusionere? Mener du, som som LandboSyds formand Mogens Dall, at der kun er tale om en "forlovelse" og ikke et "bryllup", når foreningerne ikke går med i fusionen?
»Ja, jeg er helt enig med Mogens Dall. Jeg mener ikke, man fuldender fusionen uden at tage foreningerne med.«
Hver dag lukker landbrug
»Hver eneste dag lukker der landbrug ned på grund af den økonomiske krise - ikke mindst mælkeproducenter i Jysk Landbrugsrådgivnings og Heden & Fjordens eget bagland,« fortsætter Viggo Conradsen.
»I den situation er det er foreningernes ypperste opgave at få skåret til og effektiviseret så meget som overhovedet muligt.«
Kunne nøjes med tre huse
Viggo Conradsen tilføjer, at han også finder det besynderligt, at de fusionerende rådgivningsselskaber har valgt at beholde samtlige fire nuværende huse i Holstebro, Herning, Billund og Esbjerg.
»Jeg mener, man burde skære ned til tre i første hug og lukke det ene ned.«
Se på taburetterne
»Vi har en fantastisk rådgivning, men den trænger i den grad til at blive effektiviseret. Vi bruger alt for mange folkevalgte ressourcer og lønkroner på at holde det hele kørende. Om det så er diæter, sekretær-bistand, løn eller kørepenge. Man burde sende et signal ud om, at man også tør se på sine egne taburetter - hvilket man aldrig har været god til i det segment,« mener Viggo Conradsen.
»Men så skærer du i det politiske foreningsliv og dermed i det lokale engagement, der er i foreningerne?«
»Det tror jeg ikke, er nogen skade til!«
Relaterede artikler
Kommentarer