Krydsninger er mere rentable end ren Holstein viser ny forskning 

Et 10 år langt studie har vist, at selvom ProCROSS køerne yder mindre pr. dag, så er de mere rentable i det lange løb. 

Holstein er en af de mest udbredte malkekvægsracer i verden, da den har en høj ydelse. Men det er ikke kun ydelse, der er vigtigt for en rentabel produktion, det er blandt andet også sundhed, fodereffektivitet, holdbarhed og reproduktion. 

Da mælkeydelse ofte er negativt koblet til sundhed og fertilitet rent genetisk, kan det være en fordel at krydse racer, for at opnå det bedste resultet. 

Et nyt studie fra Minnesota Universitet har fra 2008 til 2018 undersøgt 3.550 køer på syv forskellige malkekvægsbesætninger i Minnesota. Studiet er netop blevet offentliggjort i Journal of Dairy Science.  

I studiet har man undersøgt fordele og ulemper ved at krydse kvægracer. 

Studiet har sammenlignet renracet Holstein med to- og trekryds køer. Krydsningerne er med Holstein, VikingRed og Montbéliarde og kaldes ProCROSS. Alle køerne i studiet har været opstaldet i konventionelle besætninger side om side. 

Køerne er blevet vurderet ud fra holdbarhed, som blev målt i antal dage efter første kælvning til død eller slagt. Mælkeproduktion i kg, fedt- og proteinindholdet i mælken og profitten for koens liv. 

RESULTATER FOR to-kryds 

To-kryds køerne havde en væsentlig bedre holdbarhed, gav mere mælk, fedt og protein i løbet af deres liv, samt en bedre profit samlet i deres liv, når man sammenligner dem med Holstein. 

Især kombinationen mellem Montbéliarde og Holstein havde en god holdbarhed, som var 219 dage mere i besætningen efter første kælvning, end Holstein køerne. 

Generelt gav Montbéliarde krydset med Holstein væsentligt bedre produktionsresultater og rentabilitet sammenlignet med Holstein, hvor VikingRed krydset med Holstein kun gav en væsentlig forbedring i holdbarhed og ellers var sammenlignelig med Holstein. 

Resultater for ProCross  

Når man kigger på tre-kryds køerne, ProCROSS, havde de en daglig profit på 2 kr. mere end de renracede Holstein. Det skyldes primært de var mere sunde, havde en længere levetid og kalvene evar mere værd. 

Krydsningerne levede 147 dage længere efter første kælvning end Holstein. Den bedste holdbarhed blev opnået ved at starte med at krydse Montbéliarde og Holstein, og derefter krydse VikingRed ind. Det gav 176 dage mere i stalden efter første kælvning sammenlignet med Holstein køerne. 

Den daglige ydelse af fedt og protein for ProCROSS var 2,537 kg per dag, mens den for Holstein køerne var 2,554 kg per dag. 

Det betyder at ProCROSS køerne har en ydelse, der er en procent mindre end Holstein køerne, men dette vejes op af deres længere levetid. Hvilket betyder, at krydsningerne producerer mere fedt og protein i løbet af deres levetid sammenlignet med Holstein køerne.

Profitten er regnet ud fra et amerikansk udgangspunkt. I indtægter og udgifter er der indregnet mælkepriser, foderpriser, slagtepriser, insemination, behandlinger og dyrlægebesøg, klovbeskæring og husly. 

Som et eksempel på priser, er her det udgangspunkt, der er regnet for mælken: fedt giver 31 kr. per kg og protein giver 36 kr. per kg. Celletal udregnes, så man får +/- 0,012 øre per kg per 1000 man er over/under 350.000. Det svarer til, at en ko som producerer 3,5 procent fedt og tre procent protein med et celletal på 350.000 giver 2,34 per kg mælk (Alle tal er omregnet fra USD og er derfor cirkatal afhængig af kurs). 

KRYDSNINGER BLIVER BEDRE 

De tre racer, der er udvalgt til krydsningerne, har hver deres fordele, og komplimenterer derfor hinanden.

Holsteinkøerne har en høj ydelse og et godt yver. Montbéliarde har god fertilitet, kropsbygning og styrke mens VikingRed har gode kælvningsegenskaber, yversundhed og fertilitet
Når man krydser dyr, oplever man ofte et forbedret afkom, på grund af heterosis, også kaldet hybrid vigør.

Det kan ses ved ProCROSS køerne da de har en bedre sundhed, fertilitet og levetid end de renracede Holstein. 

10 ÅRS STUDIER 

Første generation kælvede i 2010-2014. Der var 376 VikingRed krydset med Holstein og 358 Montbéliarde krydset med Holstein, samt 640 renracet Holstein. 

Anden generation kælvede i 2012-2014, og blev krydset med den modsatte race (VikingRed og Montbéliarde). Der var i alt 226 kalve fra anden generation af krydsningerne, mens der var 250 Holstien kalve. 

Køerne blev fulgt i minimum 45 måneder efter første kælvning, og de sidste køer blev undersøgt i slutningen af 2017. 

Man kan læse mere om ProCROSS på deres hjemmeside.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.