Kun få majsmarker er høstet - og mest af nød

Tørken fra sidste år trækker spor. Enkelte landmænd med knap foderforsyning har taget ny høst hjem i siloerne. Generelt er der udsigt til en god majshøst i år.

"Vi har enkelte landmænd, som har snittet meget tidlige sorter. Der er tale om få marker, som skal lukke hullet efter sidste års skuffende udbytte på grund af tørken«, siger Hans Erik Larsen, planteavlskonsulent hos Centrovice på Fyn.

Han tilføjer, at der generelt er udsigt til udbytter over middel i årets majshøst.

Den melding bakkes op af planteavlskonsulenter fra både Jylland og Sjælland. De er samtidig enige om, at der formentlig går 1-2 uger, før majshøsten for alvor går i gang.

Flotte planter

De kølige og tørre forhold i første halvdel af maj gav flere steder en uens udvikling af majsplanterne. Varmen i juni fik dog fået majsen til at rette sig. Tilmed har en god bestøvning givet en god kolbe- og kerneudvikling.

»Jeg har været bekymret for, at kolberne ikke ville nå at udvikle sig færdigt. Det er jeg dog ikke bekymret for længere«, siger Gitte Rasmussen, planteavlskonsulent hos VKST.

Hun er ikke i tvivl om, at der vil blive høstet store udbytter. Men hun er spændt på, om kvaliteten kan blive påvirket negativt af et for lavt indhold af stivelse i forhold til til den samlede mængde tørstof, der høstes på markerne.

Samme bekymring har planteavlskonsulent Jens Faurholt Jensen, planteavlskonsulent hos AgriNord, haft.

»Majsen i Nordjylland fik en rigtig dårlig start. Den har rettet sig i løbet af sommeren. Derfor er min største bekymring lige nu kvaliteten af den vare, vi får hjem, og det bliver for vådt til, at vi kan få al majsen hentet hjem«, siger han.

Hanespore på fremmarch

Ukrudtsarterne hanespore og grøn skærmaks har flere steder i landet udviklet sig til at være et så stort problem, at dyrkning af majs er truet.

»Det er især hanespore, der er et problem. Og det er især et problem på de marker, hvor der dyrkes majs efter majs«, siger Erik Helbo, planteavlskonsulent hos Sagro.

Han opfordrer derfor til, at man tager problemet særdeles alvorligt. Det gælder også i høst, hvor man skal undgå, at frøene spredes med snitter og frakørselsvogne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.