Kvægbonde bygger sin egen snittevogn
I stedet for at skulle have tre traktorer og tre mand i arbejde har Rune Mælan bygget et redskab til solohøst ved at kombinere en sidemonteret dansk eksaktsnitter med en aflæsservogn.

Tekst og foto: Per Magne Tøsse, Bedre Gårdsdrift - oversat og bearbejdet af Claus Solhøj

Savner du et vinterprojekt i værkstedet, var det måske en idé at lade sig inspirere af norske Rune Mælan og bygge sin egen snittevogn?

Den norske kødproducent og mekaniker har i en årrække brugt en sidemonteret JF FC 800 eksaktsnitter og to frakørselsvogne, når der skulle bjærges grovfoder. Ulempen var, at det krævede tre traktorer og tre mand i arbejde for at få det til at fungere.

Så Rune Mælan slog straks til, da han fandt en brugt JF FC 800 monteret i en ramme til salg. Den havde været brugt sammen med en tipvogn, men tipvognen var ikke til salg.

»Jeg fik en idé om, at den kunne bygges sammen med en af mine aflæsservogne«, fortæller han.

For at få det til at passe sammen måtte han skære trækket af aflæsservognen og selv konstruere en ’holder’ til snitteren i egen ramme. Desuden blev aflæsservognen udstyret med hydraulisk træk af bundkæde og aflæsser.

Desuden måtte han også udvikle sin egen løsning til at tilsætte ensileringsmiddel under græshøsten.

Hurtigere aflæsning i ny snittevognMaskiner Mandag 21. oktober 2019 · 09:32

Fleksibel løsning

Den hjemmebyggede snittevogn har nu været i drift i flere år og fungerer ifølge Rune Mælan godt.

Han bruger en Claas Arion 520 med 125 hk som trækkraft.

»Jeg tror, det er den rigtige traktorstørrelse. Snitteren er ikke specielt kraftigt dimensioneret, og jeg ville være bange for, at den blev overbelastet med en større traktor foran. Vi bruger en skårlægger med 2,5 meters arbejdsbredde og river ikke strengene sammen«, forklarer han.

En smart detalje er, at tuden kan drejes 90 grader til siden. Derved kan Rune Mælan fylde en vogn, som kører ved siden af snittevognen. Det giver fleksibilitet, at han kan køre alene eller med flere traktorer på de dage, hvor det er muligt at skaffe flere traktorførere.

Systemet fungerer faktisk så godt, at han nu pønser på at udvide kapaciteten.

»Jeg er begyndt at undersøge, om det er muligt at bytte den gamle FC 800-snitter ud med en lidt nyere FC 850. Den har en bredere knivrotor med fire knive, mens FC 800 kun har tre«, siger han.

Faktaboks

Græsstrøm styrer ventil:

  • Til ensileringsmiddel bruges en lille beholder, som fyldes med pumpe fra en større lagerbeholder. På den lille beholder åbnes en ventil af græsstrømmen, hvorefter midlet automatisk doseres.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.