Kvægbrugere splittede - det taler for og imod forlængede laktationer

En alt for høj ydelse på golddagen taler for forlænget laktation. Men hvad gør vi med de brunstige køer, spørger kvægbruger på Kvægkongressen.

Det er det dummeste forslag jeg har hørt til dato. Hvem har fundet på det?

Mælkeproducent Jesper Lyng Andersen lagde ikke fingre imellem i debatten på Kvægkongressen, hvor et af temaerne var L&F, Kvægs forslag om at indføre forlængede laktationer for at mindske kvægbrugets klimabelastning.

I følge Jesper Lyng Andersen har forslaget ingen gang på jord, fordi de vil give en masse problemer med køer, som bliver tyregale adskillige gange før de må insemineres.

»I må gerne komme hjem på min bedrift og se, hvordan køerne opfører sig overfor hinanden, når de er i brunst. Nogle gange vælger vi en hurtig inseminering for at få dem til at falde ned«, sagde han blandt andet.

Invitationen tog både sektordirektør for Kvæg, Ida Storm, og formand for L&F, Kvæg Christian Lund imod.

Og kvægformanden tilføjede, med et smil:

»Jeg er ham den dumme, som har fundet på det med forlængede laktationer.«

Kan styres med håndværk og genetik

Christian Lund afviste i sit svar ikke, at de gentagende køer i brunst kan blive en udfordring ved at indføre forlængede laktationer.

Men de tyregale køer kan sorteres fra. Måske endda automatisk med de teknologier til separering efter malkning, som flere og flere kvægbrugere har investeret i.

»Jeg vil også vove den påstand, at vi har et så godt håndværk og management ude på bedrifterne, at vi godt kan håndtere, at køerne malker i lang, lang tid uden at få en kalv. Det kan vi løse«, lød det fra Christian Lund.

Han pegede endvidere på, at en drømme-ko om ti år kan være den, som giver 80 tons mælk i livsydelse på blot to kælvninger.

Vi presser dem for meget

Bjarne Andersen, Ribe, blandede sig også i debatten og så flere positive aspekter ved at gøre tiden mellem kælvninger længere.

Han pegede på, at startdagen for inseminering er 42 dage i mange besætninger. Og det er en dato, som blev fastsat dengang køerne gav fem-seks tons mælk.

»I dag giver de næsten det dobbelt, men vi kører videre med den praksis. Det er betænkeligt, hvis I spørger mig. Resultatet er blevet, at køerne har alt for høj ydelse ved goldning. Det giver også problemer, som kunne løses ved forlængede laktationer«, mente han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.