Kvægkongres i telefonboks: Hvordan finder vi nye måder at lave mælk på?

Da jeg som elleve-tolvårig knægt i begyndelsen af 1970’erne hjulede hjem fra skole for at suse over på Bækkegaarden og hjælpe til i stalden med de 12 røde køer, var der 56.000 ejendomme med kvæg i Danmark.

Og mon ikke de fleste af dem også havde søer, slagtesvin, lidt får og en masse fjerkræ, ligesom Bækkegaarden på barndommens Bornholm.

Da jeg så småt gik i gang med min landbrugsuddannelse få år senere, var der godt 30.000 kvægbrug i Danmark. Da jeg blev selvstændig mælkeproducent omkring 1990, var vi 18.500 mælkeproducenter.

Da jeg begyndte på journalistuddannelsen i år 2000 var der under 10.000 mælkeproducenter.

I år er der knap 3.000. Når jeg kan gå på pension om 11 år, vil der formentlig kun være 1.500 tilbage.

Fantastisk succeshistorie - men...

Der er ikke grund til at græde over spildt mælk. For undervejs i dette historiske forløb er der ikke blevet spildt en dråbe. Et støt faldende antal bedrifter har produceret mere og mere mælk.

Alt er faktisk kun blevet bedre. Staldene, genetikken, fodringen, pasningen, teknikken, afsætningen. Det sidste klares endda af blot ét enkelt mejeri, sådan da.

Så det er jo en helt fantastisk succeshistorie, hvis det bare ikke lige var for én ting: Mælkeprisen har stort set ikke flyttet sig ud af stedet. 

Udsvingene er blevet lidt vildere, men de holder sig fortsat inden for et ret snævert bånd mellem 200 og 300 øre pr. kg og desværre oftere tættest på bunden end toppen i det bånd. Det bånd strækker sig helt tilbage til min barndom i 1960’erne…

Det har knebet gevaldigt med at få presset omkostningerne pr. produceret kg mælk ind i et tilsvarende langtidsstabilt bånd.

Andre snupper fordele og fortjeneste

Så hvad var det lige, der skete?

Det står at læse i konklusionerne på en lille Seges-rapport om den forventede strukturudvikling frem mod år 2025.

»Strukturudviklingen drives især af den globale konkurrence med større liberalisering, teknologisk orienteret produktion, faldende bytteforhold og pres på marginalerne.

Det gør det nødvendigt at stræbe efter at forbedre konkurrenceevnen gennem størrelsesøkonomiske fordele via lavere enhedsomkostninger, teknologiudnyttelse, specialisering, og optimering af finansiering, afsætning og indkøb med videre.

I dette lys er strukturudvikling et vilkår og først og fremmest et spørgsmål om overlevelse, ikke højere velstand, da pricing power ligger hos forbrugere og mellemled, der opnår fordele i form af billigere og bedre produkter.«

Kvægkongres i en telefonboks

Dermed er det heller ikke svært at fremskrive udviklingen efter år 2025. Strukturrapporten er hvad det angår ikke voldsomt optimistisk, men påpeger følgende:

»Hvis andre drivere end økonomi og teknologi skal have en længerevarende effekt på strukturudviklingen, kræves et paradigmeskifte. Et sådant potentiale har fremvæksten af nye ejerformer, investorer og finansiering, markedsliberaliseringer samt tilpasning til krav fra omverdenen inden for natur, klima og miljø.«

Eller sagt på en anden måde: Der skal ændres markant på grundvilkårene, hvis ikke Kvægkongressen en dag ud i en ikke helt fjern fremtid skal ende med at blive afholdt i en telefonboks - hvor man så ellers finder sådan en henne.

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus.