Kvier på fuldspalter og køer i bindestald skal på græs

Er din stald taget i brug før 1. juli 2010, er fuldspalter tilladt frem til juli 2024. Bindestalde frem til juli 2027. Men der er krav om, at dyrene skal på græs.

Af Anja Juul Freudendal, Seges Innovation

Hvis din fuldspaltestald er taget i brug før 1. juli 2010, er opstaldning af kvier på fuldspalter tilladt frem til sommeren 2024, dog forudsat, at dyrene har adgang til græsarealer. Kravet er, at dyrene skal på græs i mindst seks timer dagligt i mindst 150 dage i perioden fra 15. april til og med 31. oktober.

Dyrene kan dog holdes inde, hvis det er nødvendigt at beskytte dem mod særlige forhold som f.eks. unormale vejrforhold, insektangreb, eller hvis de skal undersøges af dyrlæge. Dyrene kan også holdes inde i perioden ved inseminering, men højst 30 dage.

Dybstrøelse kan ikke erstatte afgræsning.

Krav om afgræsning gælder ikke for slagtekalve og slagtekvier, som er opstaldet på fuldspalter. Det vil dog fortsat kun være muligt at opstalde på fuldspalter frem til senest 1. juli 2024.

Bindestalde

Er dine dyr opstaldet i bindestalde, der er taget i brug før 1. juli 2010, træder krav om afgræsning i kraft 1. juli 2022. Kravet er, at dyrene skal på græs i mindst seks timer dagligt i mindst 150 dage i perioden fra 15. april til og med 31. oktober. Da kravet træder i kraft midt i denne periode, fordeles antallet af dage på græs i 2022 forholdsmæssigt. Det vil som udgangspunkt sige, at dyrene skal på græs i 92 dage i perioden 1. juli 2022 til og med 31. oktober 2022.

Også her kan dyrene holdes inde, hvis det er nødvendigt under særlige forhold, som beskrevet ovenfor ved fuldspalter. Hvis det ikke er muligt at give dyrene adgang til græsarealer, kan opstaldning i bindestalde højst fortsætte til 1. juli 2022, hvorefter køerne skal opstaldes i nye rammer.

Faktaboks

Er din stald taget i brug før 1. juli 2010?

  • Fuldspalter tilladt frem til juli 2024. 
  • Bindestalde frem til juli 2027.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.