Kvoteophør giver gang i forretningen

Hos Boumatic A/S, der under navnet Strangko sælger bl.a. traditionelle malkemaskiner, er man ret godt tilfredse med første halvdel af 2015

Under navnet Strangko udvikler, producerer og markedsfører Boumatic malkeanlæg, malkekarruseller, udmugningsanlæg og computerstyrede fodringsanlæg. Desuden forhandler forretningen produkter fra moderselskabet Boumatic i Norden, Baltikum og Belgien.

Igennem kriseårene har man formået at komme ud med sorte tal på bundlinjen og på trods af ekstraordinære engangsomkostninger i 2014, der skyldes flytning af al koncernens produktion til det europæiske marked til Danmark, blev årets resultat lige knap en mio. kr. i overskud, nemlig 926.000 kr. Og udsigter for 2015 er positive.

»Vi er, overordnet set, ret godt tilfredse med første halvår. Vi mener, at bortfaldet af mælkekvoten har påvirket vores ordrebog positivt. Vi har – markedssituationen taget i betragtning, godt med ordrer på nye anlæg og anlæg, der trænger til opdatering,« fortæller Michael Andersen, der er Salgschef hos Boumatic A/S.

Dobbelt så meget plads

På grund af den øgede aktivitetsmængde har det også været nødvendigt at flytte fra den hidtige lokation i Varde og finde nye lokaler.

»Vi er netop flyttet til en ny fabrik i Skjern, hvor vi har fået dobbelt så meget plads,« siger Michael Andersen.

I virksomhedens regnskab kan man også læse, at virksomheden er gået fra 39 fuldtidsansatte medarbejdere i 2013 til 49 medarbejdere i 2014.

»Vi er jo i en branche, der er hårdt presset, og vi er godt klar over, at der ikke på den korte bane er udsigt til stærk bedring af den generelle situation. Det er et langt og sejt træk,« siger han.

Positiv mavefornemmelse

Uden helt at have noget konkret at hænge det op på forventer man, at 2015 fortsætter positivt.

»Markedet svinger virkeligt meget i disse år, og er reelt uforudsigeligt, men vi er startet godt og tror på at det fortsætter resten af året. Vi har i hvertfald en masse projekter, der bobler, og en stor mængde tilbud i pipelinen. Og det er positivt,« konkluderer Michael Andersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.