Afskaffelsen af mælkekvoterne betyder, at der lige nu bliver sendt færre dyr til slagtning på landsplan. Samtidig er konkurrencen om de største leverandører skærpet betydeligt gennem de senere år.
Det skriver DC Beef, der nu indfører et markedstillæg.
"Vi oplever en skærpet konkurrence på flere fronter. Helt konkret er der i øjeblikket for stor slagtekapacitet, men det er formentlig kun midlertidigt og skyldes mælkekvoternes ophør. Vores slagtninger er faldende, og vores konkurrenter prøver hårdt til blandt vores ejere, hvor de især er ude efter de store handyr- og ko-producenter," siger Peder Philipp, der er bestyrelsesformand i DC Beef.
Fungerer som trappemodel
Det nye markedstillæg fungerer som en trappemodel, der øger afregningen alt efter hvor mange kilo, der leveres. Tillægget træder i kraft fra 15.000 leverede kilo.
"Volumen er nøgleordet for at holde produktions- og serviceomkostninger pr. kilo på et lavt niveau og derved sikre, at vi kan slagte så billigt og effektivt som muligt til glæde for alle vores andelshavere. Initiativet er derfor helt nødvendigt for at sikre, at vi fortsat kan tiltrække og fastholde de større producenter," fortæller Finn Klostermann, der er CEO i DC Beef.
De leverede kilo vægter forskelligt afhængig af, om de kommer fra handyr eller hundyr. Kvier, køer og stude tæller som en enhed, mens tyrekalve, ungtyre og tyre tæller 2/3. Der indføres samtidig et loft, så tillægget maksimalt kan udgøre 40 øre i gennemsnit for alle leverede kilo i løbet af et år.
Markedstillægget vil ifølge Peder Philipp være til gavn for alle DC Beefs ejere.
"Når der forsvinder dyr, så bliver kagen mindre, fordi omkostningerne til slagtning stiger. Kommer der modsat flere dyr, så bliver kagen større. Markedstillægget skal sikre, at vi får flest mulig dyr til slagtning. Det skulle gerne resultere i, at vi kan fastholde eller i bedste fald reducere vores enhedsomkostninger og dermed levere en højere afregning til alle andelshavere, og vi vil selvfølgelig løbende evaluere initiativet."
Relaterede artikler
Kommentarer