Læsøs marker tørster efter vand

Blog fra malkebedriften: Tiina Olsen ser frem til at der kommer en ung praktikant fra Østrig og vil gerne lære hende mange tinge om køernes dagliliv. 

Af Tiina Olsen, fortalt til Frederik Thalbitzer

Sidste gang jeg bloggede, skrev jeg, at markerne svømmede i vand, og vi længtes efter tørvejr. Nu har vi ikke fået vand siden, og markerne tørster.

Vi har nu taget to slæt græs og et af grønbyg og fodervikke. Den seneste måned har vi næsten ikke fået noget vand, og markerne mangler, så hvis det fortsætter sådan, kommer det til at gå ud over høsten og korn til den kommende sæson. Det må gerne snart regne. Ensilage har vi dog nok af. 

Ellers går det godt. Køerne malker de samme kg som de har gjort i mange måneder, men fedtprocenten er faldet. Sådan går det jo hen over sommeren, så hvad kan man gøre?

Både drægtige kvier, goldkøer og malkekøer er kommet ud i strandengene, hvor det lufter lidt hele tiden, så jeg tror ikke, de har det for varmt. Malkekøerne går derud hver formiddag, og der er 2 kilometer, så det tager 20 minutter. Så kommer de hjem igen til aftenmalkningen. Det kan godt være, de bruger lidt energi på det, men det er naturarealer og gratis foderenheder, de henter derude til gengæld.

Vi har også hentet de første 10 goldkøer hjem derudefra, det gør vi 14 dage før planlagt kælvning.
Klovene er fine og rene igen efter, at køerne går i strandengene og ikke så meget på betonspalter. Celletallet er dog steget lidt, det gør det jo om sommeren.

Det er ikke fordi vi har meget yverbetændelse, dog har vi behandlet en enkelt for nyligt. Vi ligger på 0,07 yverbetændelse pr. årsko. Det at vi fik nye madrasser i sengebåsene i 2018 ser ud til at have gjort en stor forskel. Jeg har også været hård med at tage køer ud, der kronisk fik yverbetændelse, også selv om de gav meget mælk.

Og på et tidspunkt begyndte vi jo selv at dyrke kirtelprøverne i petriskåle, så vi kunne se, om der var dyr, der krævede behandling. Det flyttede meget, ikke mindst undgår vi at behandle, når prøven viser sig at være steril. Det sker jævnligt, at vi dermed helt kan spare en behandling med antibiotika. Udskiftningsprocenten er 17. 

Nye nakkerør i sengebåsene

Ellers har vi skiftet det traditionelle nakkerør i sengebåsene ud med et faconbukket . Det gør, at køerne kan ligge bedre og ikke risikerer af slå sig når de rejser sig. Ikke fordi det var et problem, men jeg kan se, at køerne ligger bedre nu, så det bidrager til god dyrevelfærd. Sengene er lidt for små eller også er køerne lidt for store, men de ny nakkerør hjælper. Vi fik også skiftet det vandrette frontrør ud i ungdyrhuset, med diagonallåger i de bokse hvor de kommer ind fra hytterne. Og forleden så vi den gode effekt af det efter kun to uger med de nye fronte, kalvene derfra skulle videre til fanggitre og vidste med det samme, hvordan de skulle stikke hovedet igennem for og æde.

Praktikant på vej

Lige nu glæder jeg mig meget, fordi vi får en praktikant fra Østrig i tre måneder. Hun skal bo og spise hos os og vil gerne lære at malke, fodre køer plus kalve og køre traktor. Det er gennem Travel to Farm, at aftalen er kommet i stand. Hun er 17 år og har kørekort. Vi er godkendt som praktiksted, men det er første gang, at vi har sådan en sommerpraktikant. En del af lønnen er kost og logi under opholdet her.

Jeg glæder mig til at have sådan en ung praktikant, der er interesseret i at lære om køer. Det er også godt med nogle ekstra hænder hen over sommeren og høst, og hun skal bl.a. hjælpe andre medarbejdere, når vi holder lidt ferie i juli, hvor vi skal en tur hjem til Finland. Men hun har mit telefonnummer, så hun altid kan ringe og spørge, hvis der er noget.
 

Faktaboks

FAKTABOKS

Tiina Olsen

  • Driver med sin mand Brunhavegård på Læsø. Blogger til Kvæg Plus
  • 175 holstein-årskøer plus opdræt og opfedning af tyrekalve, der er krydset med Charolais og Blonde d´Aquitaine, plus Holstein-tyre, ialt 450 dyr
  • Ydelse: mål er 11.500 kg EKM pr. år, ligger lidt under lige nu.
  • Løsdriftsstald fra 1999, sengebåse, nye spalter, nye madrasser og kobørster i 2018. Gummimåtter i malkestalden og returgang i 2019.
  • Malkestald, 2 x 12 sildeben
  • 425 hektar agerjord med byg, havre, rug, slætgræs og dertil kommer ca. 200 hektar strandeng

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.