Landmænd fra Mors slår til igen: Endnu en ko har leveret 200.000 kilo mælk

For blot tredje gang nogensinde har en dansk ko leveret mere end 200.000 kilo mælk.

Køerne og mælkeproducenterne på Mors kan noget særligt. Det fristes man til at sige, eftersom det nu igen er lykkedes en mælkeproducent fra Mors at få en ko til at levere mere end 200.000 kilo mælk.

Rettelig er det ikke tale om én mælkeproducent, men to. For ko nr. 2235 har tilbragt størsteparten af sin levetid hos landmand Herman Iversen, og der var også i hendes stald, at det 200.000 kilo mælk blev produceret. Men kort efter kraftpræstationen flyttede koen videre til Ove Kreiberg, hvor hun går nu.

Koen er nu 18,5 år gammel og ifølge avlsforeningen Dansk Holstein må det være noget nær verdensrekord, at en så gammel ko kan flyttes og klare det så godt.

Ko nummer 2235 er den blot tredje danske ko, som har rundet 200.000 kilo mælk. Den første ko kom fra Jens Hansen, Erslev på Mors. Hans ko rundede den markante milepæl i sommeren 2018. Jens Hansens ko er fortsat indehaver af danmarksrekorden på 206.986 kilo mælk, men ko nummer 2235 fra Ove Kreiberg mangler blot 4.000 kilo mælk for at slå rekorden.

Den anden ko til at runde 200.000 kilo mælk kommer fra Torben Thorsen, Vinderup. Koen kaldet Frida rundede det skarpe produktionshjørne i begyndelsen af 2021.

På verdensplan er der formentlig kun 32 holsteinkøer, som har formået at runde 200.000 kilo mælk.

Rettelse: Tidligere fremgik det, at kun to køer har opnået en mælkeproduktion på 200.000 kilo. Det er ikke korrekt. Også en ko fra Torben Thorsen, Vinderup, har opnået denne produktion.

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.