Landmænd gav ekstra kvælstof: Godt proteinindhold i første slæt

Det er meget vel de første effekter af landbrugspakken, som landmænd på Bornholm nu er begyndt at høste.

Ifølge tre prøver af friskgræs fra tre marker, så ligger proteinindholdet over normalen. Udover godt vejr, så kan det tyde på, at den ekstra kvælstof giver en god udvikling hos planterne.

"Du kan også se de på markerne, der er flotte mærkegrønne. Landmænd har givet 150 kg n pr. hektar i stedet for de 100-110 kg n, de normalt ville give," forklarer Gitte Wittorff, kvægbrugskonsulent ved Bornholms Landbrug.

Gitte Wittorff vurderer, at også et mildt vejr i vinter og foråret kan have spillet ind på den gode proteinkvalitet. Et mildt efterår betød, at græsmarkerne var grønne helt ind i december. Med det milde vejr i foråret kom markerne hurtigt i gang.

Den første landmand slog det første slæt i sidste uge på Bornholm. Denne uge har yderligere tre-fire landmænd været ude og slå slæt. Bornholms Landbrug har fået prøver fra tre marker på tre forskellige lokationer på øen. De viste 21, 22 og 26 procents råprotein. Normalen er 18-20 procent. Indholdet af protein kan dog falde, når volumen i græsset øges med varmen.

"Man skal passe på med at udtale sig på baggrund af tre prøver, men i og med at det er så højt, så tror jeg, at proteinstigningen varer ved."

"Indtil videre er det rigtig fine proteinprocenter," siger Gitte Wittorff.

Der har været 80 procents fordøjelighed af det organisk stof, hvilket er cirka fem procentpoint over normalen.

Den gode foder er vigtig for landmændene i denne tid, hvor mælkepriserne er lave.

"Det trænger de til."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.