Landmænd i chok - forskere regner på halvering af irsk kvægbestand

De irske landbrugsorganisationer er chokerede over, at forskere regner på fjernelsen af hver anden ammeko.

Hvilken konsekvens får det for landbrugets udledning af drivhusgasser, hvis man fastfryser bestanden af malkekvæg og samtidig reducerer ammekvægsbestanden med op til 53 procent?

Det spørgsmål har rådgiverne i det irske klimaråd CCAC set og regnet nærmere på.

Reduktioner på henholdsvis 15 og 30 procent af ammekøerne vil bidrage til en reduktion af drivhusgasser på 1,7 til 5,4 procent i forhold til referenceåret 2017.

Går man særdeles drastisk til værks og fjerner hver anden ammeko inden 2030, vil det reducere udledningen med 10,9 procent. I forhold til den irske bestands størrelse skal der i dette scenarie fjernes 479.000 ammekøer.

Selvom klimarådet anfører, at fjernelsen af ammekvæget skal ske intelligent og kontrolleret, og at færre ammekøer kan betyde bedre priser til de tilbageværende kødkvægsproducenter, er den irske landbrugsorganisation IFA chokeret.

Til mediet globalmeatnews.com, siger formand for kødkvægsproducenterne i IFA, Angus Woods, at beregningerne er useriøse og fyldte med fejl. Han har opfordret den irske landbrugsminister, Michael Creed, til at tage afstand fra beregningerne. Minister Creed har efterfølgende udtalt, at beregningerne ikke er bestilt af den irske regering.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.