Landmand frygter flere angreb - tager højdrægtige køer på stald

Efter et formodet ulveangreb vil kødkvægslandmand Kim Andersen nu holde højdrægtige og nykælvere på stald.

Når den sidste håndfuld ammekøer inden længe skal kælve hos den nordjyske landmand Kim Andersen ved Østervrå, må de berede sig på en kælvning i boks bag inventar og lukkede stalddøre.

Det er konsekvensen efter tabet af en kalv i weekenden, som Kim Andersen mistænker en ulv at stå bag.

Kim Andersen har otte til 10 ammekøer plus opdræt og har i flere år holdt opdrættet på stald hele vinteren og ladet køerne selv vælge, om de vil være i stalden eller på marken.

»Jeg har en boks, de kan kælve i, og jeg tilstræber også, at de skal kælve dér. Især hvis det er rigtigt koldt eller vådt udenfor,« fortæller han.

Enkelte har dog kælvet på marken, ligesom førstekalvskoen gjorde i weekenden. Men hun bliver den sidste.

»Hun snød mig lidt i forhold til det forventede kælvningstidspunkt, så derfor skete det ude. Men det tør jeg ikke mere, uanset om DNA-svaret viser, at det er en ulv eller ej,« fortæller han til landbrugsavisen.dk

Hos LandboNord er kvægrådgiver Knud Jensen enig i, at højdrægtige køer og kvier med fordel kan holdes på stald, indtil de har kælvet, og kalven er på benene.

»Vi ved ikke med sikkerhed, at det er en ulv, men frygter man angreb af ulve, giver det god mening at tage sine forholdsregler,« siger han.

Mere hegn

Kim Andersen vil fortsat give sine køer adgang til at komme ud om vinteren undtagen i perioden omkring kælvning. Men fremadrettet vil han etablere en mindre fold omkring stalden, så køerne ikke kan søge for langt væk.

»Jeg mener stadig, at køerne har godt at komme ud, også når de skal kælve, for der er slet ikke det samme bakterietryk ude som inde i stalden. Men ovenpå weekendens oplevelser tør jeg ikke,« siger han.

Han valgte selv at stå frem med oplevelsen for at sætte mere fokus på emnet.

»Jeg er ikke ude efter en erstatning for den kalv, som jeg har mistet. Men jeg vil gerne, at der landspolitisk bør tages en diskussion om, hvordan vi skal forholde os til eventuelle angreb af ulve. Skal vi lade det passere uden indgriben? Skal der indføres mulighed for regulering, eller skal vi sætte hegn op? Og i givet fald hvilket hegn?« lyder flere af hans spørgsmål.

Pas på resterne

Der vil mindst gå to uger, før den nordjyske kødkvægsproducent får svar på DNA-prøven. I mellemtiden er kalvekadaveret lagt på køl.

Og sikring af de biologiske rester er meget vigtig, har Kim Andersen erfaret.

»Det gælder om meget hurtigt at sikre kadaveret, så det er muligt at tage prøver. Der er desværre også andre dyr, som kan finde på tage en del af bevismaterialet,« siger Kim Andersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.