Landmand har givet kul i mælk til kalve i seks år - binder toksiner fra koen

Mælkeproducent Lorenz Boysen giver fast kul og ekstra næringsstoffer i mælken til kalvene, og det giver mindre diarré og generelt sundere kalve, oplever han. Dyrlæge råder til kun at give kul til kalvene lejlighedsvist, og så bruge andre systematiske tiltag mod diarré.

Hos Lorenz Boysen, Bredebro i Sønderjylland, med en besætning på 185 økologiske køer, bliver der fast tildelt kul og næringsstoffer i mælken til kalvene, mens også køerne får tildelt kul i visse tilfælde. 

Det giver mindre diarre og generelt sundere kalve, oplever han, men det kræver dog, at man har resten af håndværket omkring pasning af kalve i orden, understreger han.

Det er både køer og kalve, der kan få gavn af tilskud af kul i foder og mælk. Hos kalvene kan det være med til at modvirke diarre, mens det hos køerne kan rense nyrer og lever samt hjælper mod yverbetændelse, siger den sønderjyske landmand.

Kalve har fået kulblanding med næringsstoffer i seks år

Derfor har Lorenz Boysen givet kalvene en kulblanding med næringsstoffer i mælken de sidste seks år.

”Vores teori er, at køerne har nogle toksiner i kroppen, som bliver frigivet under kælvningen på grund af koens høje stressniveau, og derefter kan de ende i mælken til kalven,” forklarer Lorenz Boysen, og fortsætter:

"Hvis man giver kul til koen, bliver disse toksiner bundet til kullet og er derfor ikke skadelige. Ved at tilføje kul til mælken kan man undgå, at kalvene får diarre som følge af toksinerne, når de er tre-fem dage gamle.”

Hos Lorenz Boysen får kalvene indtil tre-fire måneders alderen 15-20 gram kulblanding med mineraler, hver gang de får mælk.

Dog tilføjes der ikke kul, når kalvene får råmælk. Ifølge Lorenz Boysen binder det sig nemlig til antistofferne i råmælken, så kalven ikke får glæde af dem.

Han påpeger yderligere, at den kulblanding, han bruger, indeholder næringsstoffer, så dyrene stadig får deres behov dækket. 

Dyrlæge er mere skeptisk

Kvægdyrlæge Lene Jensen, LvK, påpeger, at kul binder alt, hvilket både gælder flere af de gode elementer fra mælken samt toksinerne fra bakterierne.

"Derfor skal man være opmærksom ved tildeling over længere tid”, siger hun, og af samme årsag tilråder  hun normalt kun at anvende kul i mælken til kalvene et stykke tid ad gangen.

”Generelt har vi et ønske om, at der bliver taget flere prøver, og at landmændene går mere systematisk til værks for at undgå problemer med diarre. På den måde finder man det grundlæggende problem,” forklarer Lene Jensen.

Hun pointerer dog også, at kul i mælken kan være et billigt og effektivt redskab til at give lidt ro på situationen, hvis man har problemer med diarre. Det kan på den måde være noget, man gør for at få standset diarre, hvorefter man så sætter andre tiltag i gang.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.