Landmand: Jeg har købt hegnspæle, der burde kunne holde 30 år

Blog fra den økologiske mælkebedrift: Filip Friis er ved at lukke dyr på græs og overvejer i den forbindelse at etablere permanente hegn.

Af Filip Friis, fortalt til Peter W. Mogensen

Vi går og venter på det gode vejr. Det er lidt trist for tiden, men heldigvis vil græsset gerne gro. Vores lupiner og hestebønner er kommet op og der er heldigvis ikke så meget ukrudt endnu. Det havde der nok været, hvis temperaturerne havde været lidt højere.

Vi lukker dyr ud lige for tiden. Køerne har været ude et stykke tid. Goldkøerne er lige kommet ud, det samme er kvierne og de yngste kvier er ved at vænne sig til tråden. De går på et afgrænset stykke ved stalden og skal senere ud på en større fold.

Jeg har i år købt 100 stk. olieholdige pæle til hegnsarbejdet. Fabrikanten påstår, at de kan holde 30 år. Det er jo noget mere end egepæle, der som regel rådner efter ti år i jorden. Jeg har overvejet at lave permanente indhegninger med massive pæle for hver ti meter, så arbejdet med at hegne kunne blive lidt lettere. Det tager tid og koster også penge - hvert år.

skaller på vejen

Nogle af vores drivveje er også noget sølle at se på. De har ikke kunnet håndtere de store mængder nedbør og det er kritisk, for en god og tør drivvej er særdeles vigtig for os, fordi køerne selv skal søge hjem i stalden for at blive malket i robotterne.

Anderledes bedre ser drivvejene ud, hvor vi har lagt muslingeskaller på. Der står ikke en dråbe vand på dem. De er tørre og rene. Jeg har netop købt 80 kubikmeter muslingeskaller, som skal lægges ud, når drivvejene bliver tørre igen.

aflaster fodringsskift

Udover afgræsning får køerne majs- og græsensilage samt friskt græs, som jeg henter med vognen. Jeg blander det afklippede græs direkte i fuldfoderet de første uger og jeg er også begyndt at tildele natriumbikarbonat for at stimulere spytproduktionen og stabilisere vommiljøet. Det er hård kost for køerne at skifte fra ensilage til masser af friskt græs, så jeg vil gerne aflaste dem lidt med natriumbikarbonat. Jeg tildeler 220 gram pr. ko som en slags forsikring.

Køerne yder tæt på de 35 kg EKM på dagsbasis og malkes i snit 2,4 gange om dagen. Ved sidste foderkontrol lå restbeløbet på den rigtige side af 70 kroner pr. ko pr. dag. Det er fornuftigt, når vi nu går en tid i møde, hvor det friske græs gør, at vi kan udfase noget tilskudsfoder.

Samtidig må jeg også sige, at det er nødvendigt med et højt restbeløb for at få økonomien til at løbe rundt. Jeg leverer til Naturmælk og her skal vi nu til at indordne os under kravene til de tre dyrevelfærdshjerter. Det er kun et år siden, at snakken om velfærdshjerter begyndte - nu skal jeg levere under de strengeste krav.

Det har jeg såmænd ikke noget imod. Jeg vil gerne producere det, som markedet efterspørger. Jeg håber så blot, at markedet er klar til at honorere at vi gør en ekstra indsats.

vi spænder ben for os selv

Til sidste erfamøde fik jeg ros. De øvrige deltagere klappede mig på skulderen og sagde tak for, at jeg havde været så flittig med at købe økologisk majsudsæd. Der er nu ikke mere økologisk majsudsæd på markedet, så de andre kan nu købe godkendte, ubejdsede sorter af en anden og bedre kaliber end de økologiske, som jeg har stående i maskinhuset.

Jeg har skrevet det før og gentager gerne, at det er umådelig trist, at vi fra dansk side ikke gør mere for at sikre et stort udbud af økologiske frø. Trist er det også, at vi strammer økologireglerne endnu hårdere end de øvrige EU-lande, selvom en del af vores økologiske produkter sælges til eksport. Det er konkurrenceforvridende og vi kunne jo godt holde igen med at være så dukse-agtige.

Som jeg forstår det, er det folk i landbruget, der vil have strammere regler. Det er ikke politikerne. Det forstår jeg ikke.

Til næste år skal jeg måske overveje at spekulere i markedet og afvente, at de andre køber økologisk majsudsæd, så jeg får adgang til de bedre, ubejdsede sorter.

Faktaboks

Filip Mark Friis

  • Løgumkloster, blogger til Kvæg Plus i 2020
  • Uddannet jordbundsteknolog fra Vejlby Landbrugsskole
  • Bedriften overtaget pr. januar 2019 i generationsskifte, en fastansat (far) og en elev
  • Økologisk siden 1995, 130 malkekøer plus opdræt
  • Krydsningsracer, Holstein, RDM og Jersey for malkekøer og Holstein og Charolais for kødkvæg
  • To nye malkerobotter, Lely A5, Heatimer
  • Ydelse: Vinter ca. 35-37 liter EKM pr. dag Sommer 32-34 liter EKM pr. dag
  • Løsdriftsstald fra 2005 med Latex-madrasser
  • 500 hektar, fem vandingsmaskiner
  • Markplan til høst 2021: Kløvergræs 100 ha, majs 25 ha, hestebønner 25 ha, raps 30 ha, lupiner 40 ha, fabrikskartofler 10 ha, vårhvede brød 170 ha (sået november), vinterhvede 55 ha, frøgræs 25 ha og 20 ha rødkløver til frø.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.