Landmand skifter holsteinkøer ud med jersey - stalden er for lille

Jens Rasmussens stald er blevet for lille til holstein. Derfor må de nu vige pladsen for de mindre jersey.

Selv om stalden kun er 18 år gammel, er den for lille. Holsteinkøerne er gradvist blevet større og får sværere ved at være i båsene. Jersey trives til gengæld fint.

Sådan lyder Jens Rasmussens bevæggrund for at skifte holsteinbesætningen på bedriften Sønderfenner ved Ribe ud med jersey.

Siden raceskiftet blev iværksat sidste sommer, er holsteinkøerne nu fortrængt til 60 procent, og Jens’ mål er, at ni ud af ti køer skal være jersey.

Holsteinbesætningen var indtil for en håndfuld år siden ejet af Peder Lausten, mangeårig formand for Dansk Holstein.

»Og det er i respekten for det avlsarbejde, Peder udrettede, at vi vil beholde ti procent holstein. Der er nogle rigtige gode holsteinkøer og kvier derude, som jeg ikke vil undvære«, påpeger Jens Rasmussen.

Sparede egne dyr op

De nye jerseydyr har han dels indkøbt som kvier, dels havde han ved overtagelsen selv samlet en jerseybesætning på 45 dyr, som var opstaldet hos familie og venner.

Til trods for at jerseykvier og køer er ganske eftertragtede, er det lykkedes Jens at indkøbe dyr i et kontinuerligt tempo. I enkelte tilfælde har han kunnet bytte jerseykvier med holsteinkvier.

»Jeg har altid været meget betaget af jersey, og her på ejendommen passer de bare bedre ind i de eksisterende rammer end holstein. Og det er trods alt billigere at skifte køerne ud end at bygge en ny stald«, mener Jens Rasmussen.

Han har indgået en aftale med kvægavlsforeningen Vikinggenetics om at købe jerseykvier, når Vikinggenetics er færdig med at skylle dem.

»På den måde får vi adgang til noget af det bedste jerseygenetik i landet«, mener han.

Stald opgraderes

I den kommende tid skal såvel holstein som jersey vænne sig til nye elementer på Sønderfenner. Bl.a. skal de slidte madrasser udskiftes med halmkummer, ligesom de 18 år gamle Lely malkerobotter står over for udskiftning.

I forbindelse med indstalleringen af de to nye A5ere ændres robotternes adgangsforhold, så de kan anvendes aktivt, når køerne til sommer skal på græs.

Idéen er at placere robotterne, så køerne efter endt malkning ledes direkte til stalddøren, hvorfra der er adgang til 80 hektar inden for rimelig gå-afstand.

Økologi vil passe godt til os

Gården skal være egnet til økologi og på sigt også en gårdbutik.

Sådan lød to ufravigelige krav, da Jens Rasmussen og kæresten Tanja kiggede på ejendomme for til slut i forsommeren 2018 at skrive under på købet af Sønderfenner ved Ribe.

Fra stalden kan man se Ribe Domkirke, hovedvejen A11 suser forbi godt 200 meter fra stuehuset, og et parcelhuskvarter har fri udsigt til 80 af parrets 203 hektar.

Ribes tiltrækningskraft på turister, herunder især tyskere, er stor, og derfor er det oplagt at indrette en gårdbutik, mener parret. Storkontoret, som ligger med udsigt over stalden, er et oplagt rum til salg af egne og andres produkter, tilføjer de.

»Og vi kan jo se, hvor befærdet hovedvejen er. Mange vil se det som et minus, men for os, som gerne vil have et mindre landbrug med tæt samfundskontakt og salg af egne produkter, er det her lidt for oplagt«, siger Jens Ramussen.

Jorden ligger perfekt

På samme måde har han det med økologien. Med 140 årskøer i stalden og 80 hektar med mulighed for vanding lige udenfor kan afgræsningen sikres i de fleste år. 50 hektar ude i marsken er også bedre drevet med græs end med korn, tilføjer han.

Omgivelsernes reaktion på parrets ønsker om at blive økologer har udelukkende været positive. Flere har således tilkendegivet, at de ser frem til græssende køer på markerne fremfor majs- og kornmarker.

Selv om besætningen endnu ikke er omlagt, skal køerne allerede på græs til sommer. På samme vis afliver Jens Rasmussen heller ikke nyfødte tyrekalve, selv om jerseykalvene har ringe værdi.

»Jeg har lige solgt fire på et kvægmarked. Jeg fik 25 kroner pr. stk., og det kan på ingen måde modsvare omkostningerne. Men hellere det end boltpistolen«, fortæller han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.