Landmand vil banke celletal ned - får abonnement på garanteret bakteriefri malkeklude

Vestjysk mælkeproducent abonnerer på en ugentlig leverance af garantereret bakteriefrie malkeklude og et koncept for et bakteriefri miljø. Han har nu fået leveret tre gange, og de næste måneder vil det vise sig, om der er en effekt på celletallet.

Kan en ugentlig levering af 100 procent rene, bakteriefrie malkeklude fra en ekstern leverandør reducere celletallet markant?

Det er et interessant spørgsmål, og om få måneder vil der foreligge et kraftig fingerpeg fra en vestjysk mælkeproducent med 450 malkekøer, fortæller Bruno Due, kvægrådgiver hos Sagro.

Landmanden har nemlig valgt at abonnere på levering af garanteret 100 procent bakteriefri malkeklude fra firmaet Berendsen, der er mest kendt for at vaske sengelinned og tøj for blandt andet hospitaler og hoteller.

"Firmaet fik en forespørgsel fra Seges, om de kunne levere rene klude til mælkeproducenterne. De har nu fået udvalgt en let fiberklud og en vaskeprocedure, så de kan levere klude, som de garanterer er 100 procent bakteriefrie, hvilket løbende bliver testet på både eget og et eksternt laboratorium", siger Bruno Due.

Han vurderer, at det nye koncept ofte vil være en opgradering alene på vaskeproceduren, idet rådgiverne jævnligt måler for lav vandtemperatur i vaskemaskiner ude på bedrifterne.

"Så bliver bakterierne ikke slået ihjel, men nærmere opformeret - og fra vaskemaskinen ender kluden måske i en beskidt spand og bliver båret hen til malkestalden."

Koncept for rene malkeklude 

Den vestjyske mælkeproducent har nu fået leveret malkeklude fra den eksterne leverandør en gang ugentligt i tre uger. Efter brug bliver malkekludene leveret retur til vask til firmaet i forbindelse med den ugentlige levering, og de kan altså ende hos en ny landmand i næste runde.

Med i pakken er et koncept for at holde malkeklude og malker så rene som muligt.

Dette indebærer blandt andet, at den ugentlige leverance af malkeklude skal opbevares i laden, så kludene ikke står og bliver fugtige i malkegraven. Når kludene skal i brug, fylder en medarbejder iført rene malkehandsker det nødvendige antal klude i en eller flere kasser, og lågerne lukkes. Kasserne tages over i malkestalden, og under malkningen åbner og tømmer malkeren én kasse ad gangen.

Procedurerne omfatter også øget afspritning. Firmaet leverer både sprit og dipensere, og malkeren har nem adgang til at spritte fingre, hver gang han har malket tre-fire køer for. Der er placeret spritdispensere tre steder i malkestalden.

"De leverede klude er tørrere end de gamle klude, medarbejderne brugte, og malkerne har nu opdaget, at det faktisk er en fordel, at kluden er relativ tør, når de skummer for. Kluden kan stadig vaske patten ren, og de slipper for at få en masse fugt på skåneærmer og handsker, så medarbejderne er rigtig glade for de nye klude", fortæller Bruno Due, og fortsætter:

"Arbejdet kræver stadig, at malkeren skal vende kluden, så hver pat får et rent hjørne, men grundlaget er i hvert fald til stede for, at vi kan få en rigtig ren malkning."

Pris: 2.000 kr. pr. uge

Prisen for konceptet er 2.000 kr. pr. uge for besætningen med 450 køer.

Løsningen er ganske vist dyrere, end hvis landmanden selv indkøber og vasker malkeklude, inkl. udgifter til strøm, afskrivning og service på vaskemaskine. Men det er heller ikke dyrere, end at det er en god investering, hvis effekten på celletallet er markant. Dertil kommer en stor arbejdsbesparelse. 

"Jeg tror, at det er et koncept, vi kommer til at se mere til og snakke om de næste måneder. Hvis jeg ser en effekt hos landmanden, er det noget jeg vil anbefale til mine andre kunder", siger Bruno Due.

Hvordan effekten bliver hos den vestjyske landmand, vil snart vise sig. Han har tilmeldt sig et abonnement hos mælkekvalitetsrådgiverne, som nu vil følge celletallet

"Det bliver spændende at se, om der er en effekt, nu vi går celletalsproblemer i møde hen over sommeren", siger Bruno Due.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.