Landmands tyr vejede 994,6 kg på krogen: Jeg gættede simpelthen forkert på vægten

Hans Jørgen Jensen har netop fået slagtet en tyr, som måske er den tungeste angustyr, der nogensinde er slagtet.

- Jeg har aldrig prøvet at gætte så meget forkert med vægten på et dyr. Og jeg har haft forskellige kødkvægsracer i mange år og endda fået slagtet en blondetyr på 928 kg.

Sådan fortæller 73-årige Hans Jørgen Jensen, der ejer Hjulgaardens Angus nordøst for Randers.

Han har netop fået slagtet en fem år gammel angustyr hos Danish Crown Beef. Tyren vejede 994,6 kilo slagtet og blev manuelt vurderet til en formklasse 14 med fem i fedme.

- Tyren var jo så stor, at den ikke kunne være i slagteriets apparat til at klassificere. Så de måtte gøre det manuelt, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Tyren hed Hjulgaardens Tayler og blev født som resultatet af et embryonarbejde. Hans Jørgen Jensen var så begejstret for tyrens avlsmæssige værdi og rolige temperament, at han meget tidligt i tyrens liv bestemte sig for, at tyren skulle blive på bedriften ved Randers.

- Jeg ville have udstillet den i 2020 på Landsskuet i Herning. Men det spændte corona jo som bekendt ben for, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Da han blev spurgt af en angus-kollega fra Brørup, om tyren kunne sælges dertil, slog han til.

- Det var jo imod mit princip og min tidlige beslutning. Men de har en meget fin besætning, så det var jo også lidt en ære, at sælge en tyr til dem. De brugte den to sæsoner og så købte jeg den tilbage, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Alting har en ende

Tyren har således afkom flere steder, og dette forår kom Hans Jørgen Jensen frem til, at tyrens dage nok var talte.

- Alting har jo en ende. Vi er selv ved at afvikle besætningen og tyren var efterhånden blevet for stor til at være foldtyr. Der skulle en rigtig god og stor ko til at bære ham, mener Hans Jørgen Jensen.

Nu hænger tyren i slagteriets kølerum og Hans Jørgen Jensen har modtaget en afregning på cirka 28.400 kroner plus moms. Kiloprisen var ret tæt på 30 kroner, og dermed er tyren formentlig en af de dyreste tyre, som hidtil er slagtet. Den er måske endda den tungeste angustyr.

- De intensive racer kan jo godt gå over 1.000 kg slagtet vægt. Det har jeg hørt om. Men jeg tror, at det godt kan ske at være den tungeste angustyr, der er slagtet i Danmark, vurderer Hans Jørgen Jensen.

Tilbage i august 2020 skrev vi på landbrugsavisen.dk om en korthornstyr, der vejede 975,5 kilo på krogen.

Dengang var noteringen lavere og tyren var cirka 17.000 kroner værd. Den tyr var også for stor til slagteriets almindelige slagtegang.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.