Lely vil håndtere gylle

Ny løsning fra den hollandske specialist i malkerobotter og automatisk fodring skal sikre bedre styr på næringsstofferne på fuldautomatiserede bedrifter.

Mere kontrol over gyllen og strømmene af næringsstof på bedriften og mulighed for at erstatte handelsgødning helt eller delvist med egen gødning. Det er blot to af de visioner, som hollandske Lely arbejder på at virkeliggøre og forventer at kunne sige meget mere om allerede i år.

Det kom frem, da Lelys vicedirektør for salg Gijs Scholman for nylig gæstede Danmark.

»Det handler om retten til at producere fremover, og det vil kræve øget fokus på dyrevelfærd og bæredygtighed«, begrundede han de nye indsatsområder.

Gårdmodul til gylle

Præcist hvordan Lely vil optimere gylleanvendelsen på bedriftsniveau, er ikke oplyst.

Men set i lyset i lanceringen af Orbiter-gårdmejeriet til at tappe mælk på flasker til dagligvarehandelen skal man nok forestille sig et lignende gårdmodul, hvor bl.a. teknikker som gylleseparering vil kunne give den ønskede kontrol over næringsstofferne.

Fuldautomatisk bedrift

Gårdmejeriet og gyllehåndteringen markerer også et strategiskifte, hvor Lely supplerer den automatiske malkning med Astronaut-robotterne og den automatiske fodring med Vector-systemet med avanceret dataindsamling på alle aspekter af driften og selvlærende managementsystemer.

Målet er en fuldautomatisk og ikke mindst højeffektiv kvægbedrift med cirkulære kredsløb, minimal miljøpåvirkning og fuld dokumentation af alle processer og produkter.

Faktaboks

Visionen

  • Med kontrol over gyllens næringsstofindhold og markens næringsstofbehov kan Lely realisere en vision om et fuldautomatisk kvægbrug med en næsten sluttet cirkel omkring det samlede input og output af ressourcer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.