Loven vedtaget: Bindestalde får fem år ekstra

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen udsætter nu dyre krav om løsdriftsstalde for mælkeproducenterne.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) giver de økonomisk trængte mælkeproducenter en håndsrækning. I dag har Folketinget vedtaget en ændring af lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg, som betyder, at mælkeproducenterne ikke behøver at tage de såkaldte bindestalde ud af drift før 2027. Dermed har de fået en forlængelse på 5 år.

Det har erhvervet ønsket længe, da økonomien i mælkeproduktion lige nu er dårlig, så det er svært at investere i nye stalde. På et landmandsmøde i Agerskov i august lovede ministeren en forlængelse af bindestaldene, og det er den, der nu er blevet vedtaget ved lov.

Skal på græs

Bindestalde ses ofte i mindre besætninger og er typisk ejet af ældre landmænd, som nu slipper for byrdetunge investeringer i den nærmeste fremtid.

»Kvægerhvervet er hårdt trængt økonomisk, og derfor giver jeg nu en hjælpende hånd. De lidt ældre landmænd, som har en bindestald, får med lovændringen mulighed for at fortsætte med den nuværende drift uden større investeringer, indtil de naturligt vil gå på pension. Samtidig vil yngre landmænd, der har etableret sig på en bedrift med bindestald, kunne få yderligere fem år til at samle kapital til at investere i en ny løsdriftsstald,« siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Kan blive ved længere

Overgangsordningen for besætninger med bindestalde forlænges med fem år fra 1. juli 2022 indtil 1. juli 2027 dog med et samtidigt krav om, at kreaturer i bindestalde skal på græs i sommerhalvåret fra 2022. Dermed er der i den forlængede overgangsperiode udsigt til forbedret dyrevelfærd i bindestaldene.

»Med lovændringen imødekommer vi både landmanden, så han undgår at skulle indstille produktionen før tid og tager højde for køernes velfærd. Det er jeg yderst tilfreds med, siger Esben Lunde Larsen.

 

Med lovændringen bliver kravet om køers adgang til kobørster desuden udskudt indtil i 1. juli 2022 for bedrifter, der var etableret før lovens ikrafttræden, dvs. før den 1. juli 2010.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.