Lyserøde bøffer skal være mere grønne

Ny Task Force skal være med til at sætte mere fart på innovation og forandring i produktion og salg, så dansk okse- og kalvekød bliver mere attraktivt i markedet.

Vi havde ikke forestillet os at plantefars, Brexit, hudemarkedet og biprodukterne kunne få så stor en indflydelse på priserne så hurtigt, som det er sket.

Sådan siger kalveproducent Karsten Willumsen, Sunds, om den forandring, som på bare få år har presset kalveproduktionen i knæ.

Derfor er den første opgave for Task Force Slagtekalve, som L&F, Kvæg og interessenter i hele værdikæden står i spidsen for, at komme med anbefalinger på kort og langt sigt så dansk okse- og kalvekød bliver mere attraktiv i markedet.

Task Forcen er bredt repræsenteret fra landmænd til rådgivere og slagterier. Fra jord til bord, om man vil, siger Karsten Willumsen.

»Lige nu står vi dér, hvor vi har to muligheder: Enten går vi med forbrugerne, eller også vil produktionen falde yderligere. Hvis vi vil have en kalveproduktion fremadrettet, skal den tilpasses det forbrugerne ønsker«, slår han fast.

Mere velfærd

Vejen til at få flere bakker kalvekød ned i kundevogne og kurve kan meget vel byde på mere velfærd til kalvene.

»Jeg tror, at vi kommer til at levere mere på velfærd, end vi gør nu. Og det kan godt være, at vi skal investere lidt for at kunne være med«, siger Karsten Willumsen.

Hele fortællingen om det klimarigtige i at spise dansk kalvekød skal også trækkes frem. De lyserøde bøffer skal sælges på at være grønne og her kommer landmænd til at spille en vigtig rolle, mener Karsten Willumsen. Han tilføjer, at man også skal arbejde med at få flere udenfor erhvervet til at sige noget pænt om danske kalve og den måde de produceres på.

Lyserødt eller rødt kød?

Branchen ser også et markedspotentiale i noget ældre kviekød med mere smag og fedt marmorering. Derfor kan det komme på tale at omstille noget af produktionen fra kalvekød til ældre kvier.

»Vi skal tro på at vi kan øge værdien når vi lytter mere til forbrugerne«, siger Karsten Willumsen.

Han peger også på, at der blandt producenterne skal arbejdes med at sænke omkostninger og hæve sundhed og trivsel. Der er stadig lavthængende frugter i at sætte mere fokus på kalvene i sundhedsrådgivningen ude blandt mælke og slagtekalve producenter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.