Mælk skal sælges på følelser

Mælk skal sælges på tillid, gennemsigtighed og følelsesbetonede historier fremfor fakta og næringsværdi, konkluderer førende forskere.

Mens mælk i store dele af verden primært købes på grund af næringsindholdet, ses nye tendenser i i Europa og USA: Her skal mælk kunne noget mere og andet end at sikre proteinforsyningen.

Det var et af de centrale budskaber, da det internationale forskningsnetværk, IFCN, for økonomer og eksperter i mælkeproduktion holdt konference i Berlin. Fra Danmark deltog konsulent Morten Nyland Christensen, Seges.

»Specielle typer af mælk og plantebaserede drikkeprodukter vinder popularitet, især i den vestlige verden hvor forbrugere kræver nye typer af ’mælk’, mens de velprøvede ernæringsmæssige fordele ved mælk fra køer er i mindre fokus«, forklarer Morten Nyland Christensen. EU-tal visder dog en relativ lille markedsandel på fire procent, men den er voksende.

De nye typer af mælk kan være mælkeprodukter, der er produceret på en bestemt måde: Regionalt, økologisk, biodynamisk, GMO-frit, med særlige dyrevelfærdsmæssige tiltag, afgræsning eller andet.

Det kan også være mejeriprodukter med en ændret sammensætning som følge af primærproduktionen eller forarbejdningen: Det kan være mælk med særlige indholdsstoffer som følge af fodring og avl samt laktosefri mælk.

Desuden er der en gruppe af helt eller delvist plantebaserede og syntetiske ’mejeriprodukter’.

Øget indtjening

IFCN vurderer, at der er behov for, at mælkesektoren udvikler og tilpasser sig fremtidens forbrugerbehov. Omvendt var det også en central konklusion på konferencen, at mælk produceret på en bestemt måde eller med bestemte indholdsstoffer giver mulighed for at øge indtjeningen både i sektoren som sådan og ude på den enkelte bedrift.

»Plantebaserede produkter er forbundet med en bestemt måde at leve på. Det er vigtigt at fremme lokalt produceret mælk, som forbrugere kan linke til produkter, der kommer fra kendte steder og produktionsstandarder. Tillid og gennemsigtighed er meget vigtig. Emotionelle historier vinder ofte over fakta. På langt sigt er det vigtigt at markedsføre reelle værditilvækstprodukter med effektive kampagner og enkle beskeder«, fremhæver Morten Nyland Christensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.