Mælkeproducent: Alt på plads til at tredoble produktionen - men ikke for enhver pris

Med en veldrevet besætning og en ny SAC-malkestald har Kühne I/S rammerne på plads til at tredoble produktionen fra de nuværende 500 årskøer, men ikke for enhver pris.

Kühne I/S har netop foretaget en massiv og fremtidssikret opgradering af malkningen på bedriften nær Rødding med 475 holstein-årskøer.

Et nyt fritliggende malkecenter med en 2x20 industri-malkestald med fast exit fra SAC afløser en ældre 2x12 sildebens-malkestald af andet fabrikat.

Udskiftningen udgør på alle måder et stort skridt fremad for bedriften, som senest byggede malkestald for 19 år siden til dengang 130 årskøer.

Og lige så mørk og snæver den gamle malkestald var, lige så lys og åben er den nye, der ligger som hjertet i malkecentret i det fritliggende hus mellem to stalde til de lakterende køer.

I sengebåsene har der været sand siden 2015, og det har ifølge Erik Kühne, der sammen med to brødre og sine forældre driver bedriften med både maskinstation og kvægbrug, givet et ydelsesløft, mere holdbare køer og et højere dækningsbidrag.

»Selv om sand slider lidt mere på grejet, er det altså blevet nemmere at passe køer«, konstaterer han.

Avanceret mælkekøling

Industri-malkestalden fra SAC er ekstra kraftigt dimensioneret og har god inddækning af al elektronikken.

Desuden er den udstyret med to store touchskærme, en i hver ende, hvor alle data om køerne kan kaldes frem med et enkelt tryk på skærmen, også selv om malkeren har handsker på.

Som en ekstra finesse er malkecentret udstyret med avanceret mælkekøling fra RØKA, hvor køernes drikkevand bruges til den indledende køling, hvorefter propangas tager over. Afsluttende sørger en varmeveksler for gulvvarme og alt det varme vand i malkecentret.

»Med så store mængder mælk til rådighed, har man også store mængder energi til rådighed, som man lige så godt kan prøve at udnytte«, forklarer Erik Kühne og tilføjer, at det nu er »væsentligt billigere« at køle et kilo mælk end før, og dermed er fremstillingsprisen på mælken sænket endnu et nøk.

Der regnes på alt

Med en holdopdelt besætning med ekstra energi i rationen til nykælvere og højtydende drægtige køer, en kodødelighed på to procent, lav udskiftningsprocent, et celletal stabilt under 200.000, en årsydelse på 12.000 kg EKM og en livsydelse på 43.000 kg EKM er alle muligheder nu til stede for at udnytte kapaciteten i det nye malkecenter.

Tilmed er oplevelsen, at den markante opgradering har gjort bedriften til en endnu mere attraktiv arbejdsplads.

Foreløbig udvides til 500 køer, men det nye malkecenter kan med tre gange malkning i døgnet, som Kühne I/S har praktiseret i snart 12 år, malke 1.500 køer i døgnet. Den ekstra kapacitet skal ikke udnyttes for enhver pris.

»Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Vi kalkulerer på alt, om det kan gå eller ej, og lader det ligge, hvis det ikke kan gå, eller hvis det ikke kan finansieres på den optimale måde. Vi kunne ikke drømme om at have flere køer, hvis ikke også vi tjente flere penge ved det«, siger Erik Kühne.

Åbent hus

Kühne I/S og SAC viser den nye malkestald frem fredag 15. marts kl. 10 til 15 på adressen Langetved Skovvej 5, 6630 Rødding.

Faktaboks

Kühne I/S

  • Slægtsgård ved Rødding, som drives af forældrene og tre sønner
  • På vej til 500 holstein-årskøer i et fremtidssikret byggeri med fritliggende malkecenter og sand i sengebåsene
  • 700 hektar markbrug
  • Driver også maskinstation

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.