Mælkeproducent: Den nye hvidkløver er god til at konkurrere med græs

Morten Agger har fra praksis erfaret, at han kan få mere protein i kløvergræsset med sorten Brianna.

Hvidkløversorten Brianna har været ude hos landmænd i nogle år sideløbende med, at den er testet i landsforsøg. Der er den også blevet godt modtaget. Blandt andet hos Morten Agger, mælkeproducent, Lemvig.

- Jeg synes, den er god til at konkurrere med græs, også når man giver noget kvælstof for at få høje udbytter. Det kan slå mange andre hvidkløversorter ud, siger han.

Morten Agger startede med Brianna i 2020 og har høstet på den i to år. Dengang fik han den i en specialblanding.

- Vores rødkløver stod godt, men hvidkløveren gjorde ikke, så vi søgte noget andet. Rødkløver bliver hurtigt dominerende, for eksempel i 2018, hvor det var så tørt, siger han.

Erfaringen blev, at Brianna klarede sig bedre end andre hvidkløversorter.

- Det er den første hvidkløversort, jeg har, der kunne konkurrere på andet år.

Han går meget op i græsmarkerne – både at der gødes til højt udbytte, og at proteinindholdet er højt. Det er lige netop der, balancegangen ligger, fordi stor gødningstildeling kan kvæle en almindelig hvidkløver.

- Vi er glade for hvidkløveren, fordi vi så kan få et højere proteinindhold, og det kan vi se af analyserne, at vi får, siger han.

Generelt går Morten Agger meget op i græsmarkerne og kører altid rundt og tilser dem et par uger før slæt for at vurdere, hvor meget kvælstof de skal have før det følgende slæt.

- Det er det tidspunkt, man bedst kan se, hvor meget kløver der er, og vurdere, hvad det kan tåle, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.