Mælkeproducent: Hurra for min kulørte medarbejderflok

Blog fra bedriften: Der er stadig meget manuelt arbejde på danske landbrug, men danske medarbejdere ønsker større udfordringer, erfarer Heine Kuhr.

Af Heine Kuhr, mælkeproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

Jeg kan godt undre mig over, at noget af det allerførste den nye udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye tager fat på er at forkorte praktikperioden for udenlandske praktikanter fra 18 til 12 måneder. Som om det er den vigtigste og allerstørste udfordring vi har i Danmark.

Jeg har ansat en kulørt flok af medarbejdere fra Ukraine, Eritrea, Vietnam og Danmark, og det er jeg rigtig glad for. Jeg ville meget gerne beholde mine praktikanter fra Vietnam i 18 måneder i stedet for 12. Dels fordi de er gode og vi er glade for dem, dels fordi det jo tager noget tid før man er inde i sagerne. Men der må stå nogle lobbyister klar i kulisserne og skubbe til ministeren, siden at det er det første, han tager fat på, og måske er det en nem opgave, der viser noget handling.

Jeg går ud fra, at det lobbyisterne vil er at bane vejen for danske medarbejdere. Men det gør det ikke rigtig. På et landbrug er der stadig meget manuelt arbejde, der skal gøres. Der skal muges, vaskes osv. Danskere er flasket op med, at vi skal lave vidensarbejde, og at man hele tiden skal udvikle sig i sit job. Det er også fint at udvikle sig, men vil bare altid være nogle kedelige opgaver, der stadig skal løses.

Tidligere havde vi kun danske medarbejdere. Men det blev sværere og sværere at få løst opgaver som at strø og muge.

Nu har vi løst kabalen ved at have tre vietnamesere, to ukrainere, to fra Eritrea, to danskere og en fleksjobber. Det er rigtig godt.

De to fra Eritrea er rigtig glade, bare fordi de har et job. De tre fra Vietnam er på eventyr. De er fødevareteknologistuderende i Vietnam, og hver dag i Danmark og hos os er en oplevelse for dem. Den danske kultur, den måde, vi arbejder på, hvor alt er sat i system og så videre. Jeg er helt pjattet med deres personlighed, engagement i arbejdet og ydmyghed. De er taknemlige, og jeg kan se, at de trives. Det kommer man længst med.

Jeg har en god oplevelse af at lede de folk. Der er ingen der tager noget for givet i forhold til, at det kører af sig selv. De kommer ikke med stor erfaring, men er gode til teamwork, så tingene flasker sig. De er gode til at hjælpe hinanden.

Men der er også et hierarki. Danskerne er øverst, men en af dem har også været her 11 år. Så kommer ukrainerne, som er faguddannede og har erfaring og får fodermesterløn. Til sidst eritreerne og Vietnameserne som er ufaglærte og studerende.

Jeg tror, det er en fordel, at de kommer fra forskellige lande, så vi tvinges til at tale engelsk sammen. Havde jeg ni ukrainere eller ni vietnamesere, ville de jo tale deres eget sprog, og noget ville gå hen over hovedet på mig. Nu er det åbenlyst at vi alle må tale engelsk, som vi alle forstår, når de er på arbejde.

Vi vil også gerne gøre det godt for medarbejderne. De tre vietnamesere bor i det gamle stuehus, hvor vi selv flyttede ud for to år siden. De har 300 kvadratmeter, så der er vist ikke mange udenlandske medarbejdere, der har så meget plads.

Det fungerer godt med udlændinge. Ærgerligt at regeringen mistror os, når vi ansætter udlændinge. Udlændingene løser nogle opgaver, danskerne ikke har stor appetit på, betaler skat og bidrager til samfundet.

Faktaboks

Heine Kuhr

  • Medejer af I/S Kuhr Hedegaard, blogger for Kvæg Plus
  • 10 ansatte
  • 600 årskøer, Holstein
  • Ydelse i snit: 11.600 kg EKM leveret
  • GA malkekarrusel, 60 pladser indvendig, malker to gange om dagen
  • 800 hektar med slætgræs, majs og korn til salg, egne maskiner   
  • Gårdbiogasanlæg, produktion af 10.000 slagtesvin årligt

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.