Mælkeproducenter i lykkeland for management og dyrevelfærd

Mælkeproducenterne kan forberede sig på kvoteophøret gennem et særligt fagligt program med ny viden og nye løsninger.

Heldigvis øges forbruget konstant af landbrugsprodukter, og langtidsprognoserne peger på slutningen af næste år som det tidspunkt, hvor efterspørgslen også slår positivt igennem på prisen.

Men lige nu er alle kurver knækket, viser markedsundersøgelser fra den tyske EuroTier-arrangør DLG (de tyske landboforeninger).

Det gælder også investeringslysten hos husdyrproducenterne i de fire største europæiske landbrugslande Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Polen, som er faldet det seneste år. Især franske landmænd hænger med ørene.

Faldet gælder dog ikke mælkeproducenterne. Her er investeringslysten steget ca. 10 procent, hvilket utvivlsomt hænger sammen med mælkekvoternes ophør 1. april 2015. Interessen gælder især managementsystemer, analyseværktøjer, øget dyrevelfærd samt automatiske fodersystemer.

Det imødekommer EuroTier med sit hidtil stærkeste faglige program for mælke- og oksekødsproducenter med et særligt forum i hal 25. Her er der alle fire messedage indlæg om automatisk fodring samt særlige temaer de enkelte messedage om for eksempel klovbade eller goldning med præsentation af ny viden og nye løsninger.

De fleste indlæg varer 25-30 minutter og oversættes til engelsk. Deltagelse er gratis og kræver ikke tilmelding.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.