Mælkeproducenter skal have feedback på kalve

Både mælke- og slagtekalveproducenten har fordele af samarbejde om sundheden hos kalvene.

Kalve er ikke bare et nødvendigt onde for mælkeproducenten. Faktisk lønner det sig for begge parter at samarbejde om sunde kalve, mener Torben Sønderby og Rasmus Alstrup, der er henholdsvis mælkeproducent og slagtekalveproducent.

»Rent smittemæssigt er det en fordel, at jeg får kalve fra de samme besætninger hver gang. Hvis jeg får fra nye eller tilfældige producenter, risikerer jeg også nye sygdomme på bedriften«, siger Rasmus Alstrup.

Han laver en årlig opgørelse til mælkeproducenterne på deres kalve i forhold til sundhed og tilvækst. Desuden følger han op løbende, hvis der skulle være noget særligt.

»Hvis de får mere diarré, er lidt mindre eller ikke trives, siger jeg det. Også hvis de pludselig er meget bedre. Så kan mælkeproducenten se, om de ændringer, de måske har lavet, har en effekt«, siger han.

God sparring

Mælkeproducent Torben Sønderby, som leverer kalve til Rasmus Alstrup, er glad for den feedback, han får.

»Jeg passer mine kviekalve på samme måde som tyrekalvene til Rasmus, og det er en god målestok og et pejlemærke for mig, hvordan det går med kalvene hos Rasmus. En indikator for, om jeg gør det godt nok«, siger han.

Hans driftsleder, Louise Boutrup, peger på, at samarbejdet har ført til fokus på, at kalvene har en rimelig vægt, når de leverer dem. Derfor har de investeret, så de kan have kalvene lidt længere.

»Hvis vi er lidt i tvivl, om en kalv er i god vækst, venter vi med at levere den«, siger hun.

Leverandørarrangement

Rasmus Alstrup får kalve fra 30 faste leverandører og laver et årligt arrangement for dem alle med input om kalve fra ham selv og eksterne eksperter. Senest har alle hans leverandører deltaget i forsøg med nye typer af vaccination i næsen mod luftvejslidelser. Om det kan betale sig på sigt, afhænger af mange ting.

»Det kommer an på pris og effekt, men det vil da være en fordel for mig, hvis jeg kan samarbejde med mælkeproducenten om, at de er vaccineret, når jeg får kalvene. Jeg tror det kommer, fordi der er fokus på medicinforbruget, og er de vaccineret, når jeg får dem, vil jeg selvfølgelig også gerne betale mere for kalvene«, siger han.

Læs mere om kalvesundhed i Magasinet Kvæg, som udkommer i næste uge.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.