Majsen rammer plet på kvalitet - mængden skuffer

Ole og Peter Jespersen har aldrig høstet mindre end 10.000 FEN pr. hektar i helsædsmajs. Det prøver de i år, men heldigvis er kvaliteten god.

Man kan se fintsnitteren - det er et skidt tegn.

Ole Jespersens ordvalg er meget passende for majshøsten på bedriften ved Glud nord for Juelsminde, som han driver sammen med sin bror Peter Jespersen.

Det milde, kystnære klima giver i normalår majsen særdeles gode vækstbetingelser, hvor sildige sorter altid når at modne, og udbyttet normalt er 13.000 FEN pr. hektar.

I år er det anderledes.

"Mit bedste skøn er, at vi når 9-10.000 FEN pr. hektar. Så lidt har vi aldrig avlet før, men heldigvis er kvaliteten stadig god. Det havde været en katastrofe, hvis kvaliteten også var lav. Nu får vi noget godt foder, men vi får mindre, end vi er vant til", fortæller han.

Heldig med ny forpagtning

Når Ole Jespersen tager udbyttenedgangen med nogenlunde ro, skyldes det en ny forpagtning fra foråret, som øgede majsarealet til i alt 47 hektar.

"Arealet var oplagt til majs, så vi såede lidt ekstra. Det redder os nu, for vi har ikke store lagerbeholdninger fra 2017. Vi har lyttet til rådene om at skære grovfoderlagrene til, og vi har heller ikke for meget siloplads. Så uden den uforudsete forpagtning havde det set vanskeligt ud", vurderer han.

Godkendt kvalitet

Beslutningen om at høste majs blev taget, da landskonsulent Martin Mikkelsen besøgte bedriften i sidste uge som led i et medlemsskab af besøgsordningen under Specialudvalget for Foderproduktion og Græsmarksdrift.

Mandag morgen slap Hyrup Maskinstation sin spritnye Krone fintsnitter løs i majsen, og timingen var den rette, mener Ole Jespersen.

"Kernerne er modne, og planterne er stadig grønne, som vi gerne vil have dem. Vi vil hellere høste en dag for tidligt end en dag for sent", siger han.

Efter en prøverunde blev fintsnitterens cracker justeret til kernernes modenhed.

"Vi har kun et skud i bøssen med majsen, så jeg følger op på, om indstillingerne passer med afgrøderne. Det lover godt i forhold til kvalitet", bedømmer Ole Jespersen.

De 150 årskøer fodres med majs- og græsensilage i forholdet 60/40.

Ole Jespersen forventer at tage to slæt yderligere i græsmarken, og dermed kan græsset måske nå at kompensere overraskende meget for sommerens udbyttenedgang.

Faktaboks

  • Brødrene Ole og Peter Jespersen, Glud, driver bedriften i et interessantskab.
  • 150 årskøer.
  • Driver ca. 400 hektar, heraf 47 hektar med majs.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.