Mammen-direktør ny partner i historisk mejeri

Søvinds Mejeri har fået nye forpagtere.

Søvind Mejeri nord for Horsens, der er blandt landets første andelsmejerier, er nu forpagtet af nye kræfter, skriver Horsens Folkeblad.

Én af dem er Lars Staunsbæk, adm. direktør hos Mammen Mejeri. Han vil bruge sine kontakter hos Mammen Mejeri til at øge salget af oste fra Søvind.

Mejeriet, der både producerer komælks- og gedeoste, er siden 2007 ejet af Solhvervfonden, der også står bag Øllingegård Mejeri. Søvind leverede i sidste regnskabsår et overskud på tre mio. kr., men blev i oktober ramt af et listeriaangreb.

Den anden forpagter, Finn Kristensen, er fra Horsens og vil være den daglige leder. Han og Lars Staunsbæk kender hinanden fra mejeriskolen.

Der er tre ansatte i mejeriet, også under de nye forpagtere.

Den første plan er nyt design på flødeostene, der sælges som Kirks flødeost, efter Mogens Kirks traditioner.

"Der skal mere spræl i dem, og så skal det være lettere at se forskel på de forskellige varianter," siger Finn Kristensen til Horsens Folkeblad.

Produktionen af skimmelost, der blev lagt ned af listeria i oktober, vil de også have op at køre igen.

Mammen Ost breder sig

Det privatejede Mammen Ost, der ligger ved Bjerringbro, er kendt for at være driftige. De har i flere omgange udvidet.

Mejeriet er fra 1911. Brødrene Niels H. Staunsbæk og Lars Staunsbæk blev medejere af faderens, Peter Jensen Staunsbæks, virksomhed i 1981.

I 1990 udvides virksomheden med Skytsbjerg Mejeri, hvor der blev produceret blåskimmelost indtil 2003.

Efter nogle år med denne produktion i Katrineholm i Nordjylland, produceres blåskimmelosten i dag på deres andet mejeri i Drøsbro, som blev overtaget og renoveret i 2004.

I 2011 kom Haarby mejeri ved Glamsbjerg på Fyn, med, som et led i samarbejdet med osteeksportør-selskabet Kirkeby Foods.

I 2013 overtog de Andelsmejeriet Sædager.

De har desuden et salgsselskab, Mammen Cheese A/S, hvis logo ses fra motorvejen, når man kører forbi Frederecia.

Faktaboks

Søvind Mejeri blev etableret i 1884 som et af de første andelsmejerier i landet. Mejeriet blev købt af Plumrose (ØK) i 1974, som producerede ost på stedet indtil 1979, hvor mejeriet blev lukket. Bygningerne blev herefter anvendt til forskellige formål, indtil der i 1996 atter blev indrettet mejeri på initiativ af Mogens Kirk.

Mejeriet er ejet 100 pct. af Solhvervsfonden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.