Mange kvægbrugere satser på tidligt første slæt af høj kvalitet

Skårlæggerne, river og finsnitterne har travlt i disse dage med udsigt til regn og stigende temperaturer

En del har manglet grovfoder. Andre tror på et stærkt andet slæt. En del - især økologer med majs i markplanen - skal have pløjet og sået majs efter første slæt.

Uanset årsagen har mange fået travlt i slætgræsset, og første slæt er i fuld gang eller allerede overstået mange steder.

Det kolde og tørre forår har givet en uens vækst, men også en risiko for, at det pludselig kan gå meget stærkt nu, hvor der er udsigt til de optimale 20 grader om dagen og to grader om natten samt, ikke mindst, regn over det meste af landet i de kommende dage.

En af de bedrifter, hvor der tages slæt på i alt 310 hektar i denne uge, er Klovborg I/S i Vendsyssel.

Andet slæt giver mere

Kvaliteten i specialblandingen med blandt andet strukturgræsser og lidt rødkløver, der er designet af DLF til bedriftens kolde og generelt fugtige jord mellem Brønderslev og Øster Brønderslev, er helt i top, men udbyttet lander på 1.400 FE pr. ha, vurderer Niels Hedermann fra bedriften med 1.260 højtydende jerseykøer.

»Det var godt nok lidt, vil mange sige. Men det er ikke helt ualmindeligt heromkring, og vi ser ofte, at andet slæt giver betydeligt mere«, forklarer han.

Denne journalist, som kørte fra Sydfyn til Vendsyssel og retur igen tirsdag, så skårlæggere i aktion, græs på skår eller afhøstede græsmarker ved Stenstrup, Middelfart, Horsens, Hobro, Svenstrup og flere steder i Vendsyssel.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.