Mejeri i pengenød i Storbritannien: Udskyder betaling til andelshavere

Et britisk mejeri er hårdt ramt af likviditetsmangel.

Det britiske mejeri First Milk, der er andelsejet, har besluttet at udsætte betalingen til deres landmænd d. 12. januar. Det skriver Farmers Guardian.

Mejeriet har to udbetalinger om måneden. Udbetalingen den 12. januar rykkes til næste dato, d. 26. januar, som så igen rykkes til næste betaling, d. 10. februar.

Mejeriet har haft et underskud på cirka 95 millioner kroner sidste år. Den udsatte betaling vil give et tilsvarende beløb i ekstra likviditet. Derudover øger mejeriet beløbet pr. liter mælk, som landmanden indbetaler til mejeriets egenkapital.

"Vores prioritet er at gøre forretningen og vores fremstillingsaktiver så sikker som muligt, så vi kan fortsætte med at behandle og markedsføre hver en liter af vores medlemmers mælk," siger bestyrelsesformand Jim Paice, First Milk.

Han siger, at mange britiske mælkeproducenter i 2014 vil få svært ved at få afsat deres mælk, når markedet er oversvømmet med mælk efter mælkekvoternes ophør. First Milk vil på grund af leveringspligt tage imod al mælken.

Mejeriet har tidligere været i problemer, men ledelsen har i 2014 hævdet, at man var på rette spor.

Det britiske landbrugsmedie konkluderer, at en del landmænd nok vil give udtryk for noget andet, når mejeriet har årsmøde d. 30. januar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.