Merrild: Vigtig håndsrækning til staldbyggeri

Ny tre-årig aftale om landdistriktsprogrammet kan sikre op til 3.700 arbejdspladser og 3,4 mia. kr. i ekstra eksport, vurderer Landbrug & Fødevarer.

Hos Landbrug & Fødevarer er formand Martin Merrild glad for, at regeringen afsætter nye midler til stalde.

"Vi er glade for, at regeringen prioriterer at skabe vækst i det danske samfund. Aftalen er vigtigt for at få investeret i modernisering af staldanlæg i svine- og kvægsektoren," siger Martin Merrild i en pressemeddelelse.

Håber på 3.700 job

Regeringen regner med, at de 850 mio., som kan søges i tilskud til staldbyggerier, vil udløse investeringer i staldanlæg for i alt 3,3 mia. kroner. Det vil ifølge regeringen skabe 1.600 nye job i landbruget.

Landbrug & Fødevarer vurderer, at en investering på godt tre mia. kr. i svineproduktion og mælke/kvægproduktion kan sikre op til 3.700 arbejdspladser og øge eksporten fra fødevareklyngen med 3,4 mia. kr.

"Tilskuddene, er vigtige for at få investeret i modernisering af staldanlæg i svine- og kvægsektoren. Og fordi, aftalen gælder over tre år, giver den landmændene tid og ro til at udbygge staldene," siger Martin Merrild.

Løft til økologi

Aftalen lægger også op til at give den økologiske produktion et løft. I alt er der afsat 855 mio. kr. over tre år til økologi, herunder økologisk arealtilskud, investeringsstøtte til stalde og nye teknologier samt økologisk udvikling.

"Vi er tilfredse med, at den økologiske satsning retter sig mod øgede investeringer i nye stalde til kvæg og svin. Det kan forhåbentligt underbygge den positive markedsdrevne udvikling på området, vi ser netop nu," siger Martin Merrild.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.