Når jobtitlen konflikter med jobbet smutter medarbejderne

Er dine produktionsmanager kun manager over sin egen lommeuld? En titel er ikke nok til at gøre medarbejdere glade.

Af René Nygaard, Kvægrådgiver, KvægXperten

Det er ofte et mønster på de arbejdspladser, der har store problemer med at fastholde sine medarbejdere i længere perioder, at der bliver lokket medarbejdere til med fantasifulde jobtitler og tomme jobbeskrivelser.

Hvis det eneste du kan give fra dig, er fejekosten, så skal du søge en fejedreng i stedet for en staldmanager. Det er sat på spidsen, men det er sandheden for mange med jobtitler, hvor manager eller leder indgår. Det bliver ofte et indholdsløst job, når det eneste man som nyuddannet produktionsleder får lov til at være leder for, er mængden af støv i foderladen.

Den gode jobbeskrivelse starter i din organisationsplan. Det kan virke absurd at lave en organisation for sig selv og to ansatte, men der er mening med galskaben. For i arbejdet med en organisationsplan får man overblik over de opgaver, der er at løse på sin bedrift. De fleste løser opgaverne uden større tanke på handlingen, og det bliver først bevidstgjort de dage, hvor opgaverne ikke bliver løst. Det bliver til ærgerlige samtaler omkring ansvaret for de uløste opgaver.

Langt de fleste medarbejdere løser de opgaver, som de får forelagt. Det er kun, når uløste opgaver dukker op, og i forbindelsen med forsøget på at få placeret et ansvar, at medarbejderen møder de nye krav med modvilje i en forvejen travl hverdag. I sandheden sker det, fordi der ikke har været 100 procent overblik over arbejdsopgaverne på bedriften, så kan opgaver falde mellem to stole. Her er det, at organisationsplanen kan hjælpe til bedre arbejdsbeskrivelser.

Så snart bedriftens arbejdsopgaver ligger synligt, bliver der også lettere at lave en stilling. Hvor er det, du har brug for hjælp? Vær ærlig overfor dig selv, hvorfor du har brug for hjælpen. Årsagen til, at der skal ansættes en manager i stalden, kan være, at man ikke er dygtig nok selv, er blevet for gammel eller bedriften er blevet for stor.

Vær også ærlig overfor dig selv, i forhold til hvilke opgaver du let kan lade andre overtage ansvaret for, og hvilke du har særlige følelser for. Måske er det en sekretær til kontorarbejdet, du skal have, så du selv har mere tid i stalden, hvis det er der, du har svært ved at overlade styringen til andre.

Det vigtigste er, at den næste medarbejder du ansætter, bliver en succes for dig, din bedrift og medarbejderen egen udvikling. Det er bedre at ansætte en malker og gør ham til manager hen ad vejen, end du ansætter en staldmanager, der skal fungere som malker otte timer om dagen.

Rene Nygaard, KvægXperten

Faktaboks

René Nygaard er Kvægrådgiver ved KvægXperten og skriver i den kommende tid en serie om ledelse på kvægbrug

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.