Nærmer almindelig sæd sig sin sidste salgsdato?

Ugen På Spidsen: Usorteret tyresæd hører snart fortiden til. Eller hvad? Hvorfor udnytter vi ikke mulighederne i at lave kønssorterede tyre og kviekalve, som kan give meget kød og meget mælk, spørger ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Forestil dig, at du kun får kviekalve efter de bedste køer og kvier. Og at de ringeste køer kun får tyrekalve, som har en kødkvægstyr som far.

Disse muligheder har danske landmænd i dag, men der er kun få - hvis nogen - som udnytter dem fuldt ud.

Og det er vel lidt en skam, tænker jeg, når det handler om at udnytte råvarernes ressourcer bedst muligt.

I dag anvender mange mælkeproducenter kønssorteret sæd i kombination med kødkvægssæd, hvor krydsningskalvene har større vækst- og slagtepotentiale end deres renracede brødre og søstre.

Krydsningstyrene klarer sig langt bedre end krydsningskvierne og for kalveproducenten vil det også være langt lettere at have en stald fyldt med krydsningstyre end en blandet flok. Så hvorfor ikke udnytte mulighederne for at bruge kønssorteret sæd, som med meget stor sandsynlighed kun giver tyrekalve?

Et løft til dansk kalveproduktion

Hvis vi udelukkende får født kviekalve efter de bedste køer og krydsningstyrekalve efter de ringeste, vil det løfte dansk kalveproduktion betragteligt.

Kalveproducenterne kæmper med renracede tyrekalve, som klassificerer dårligere og dårligere år for år. Kødkvægskrydsningerne trives en del bedre og hvis vi en gang for alle får løst tvisterne om afregning af krydsningskalvene, kan det kun være til både mælke- og kødproducenters interesse, at kalvene, som skal fedes, er handyr.

Udnytter vi mulighederne fuldt ud, vil det betyde et farvel til usorteret tyresæd. Måske er det også på tide?

Hvad tænker du? Har du erfaringer med brug af såvel kønssorteret han- og hundyrsæd?

Peter Winther Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg og  Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.