Nu kan britiske mælkeproducenter måle græsmængde med satellit - Danmark på vej

Med den nye satellitbaserede service Grass SAT kan britiske mælkeproducenter få en daglig opdatering af græsdækket i hver enkelt mark.

Det engelske geodatafirma Rezatec med hovedkvarter i Oxford tilbyder som noget nyt Grass SAT, et satellit-baseret system til måling af græsmængden på marken, til mælkeproducenter.

Konceptet indebærer, at landmanden får en daglig opdatering af græsdækket i hver enkelt mark. Systemet er baseret på en græstvækstmodel, som opdateres løbende med information fra satelitten, fortæller netavisen Farmers Weekly.

Data præsenteres som et søjlediagram med græsdækket sorteret fra højest til lavest. Der kan også udtrækkes data om antal græsningsdage pr. mark og et kort med farvekoder med mængde og fordeling af tilgængeligt græs.

Med Grass SAT kan landmanden ifølge Rezatac undgå det tidskrævende arbejde med visuelt at vurdere hver enkelt græsmark og hyppige målinger af græsset med en plademåler. 

Ifølge Rezatac er systemet let at anvende. Således kan landmanden selv tegne et digitalt kort for  græsmarkerne, og han kan indtaste aktuelle supplerende informationer om kvægbesætningen, før Grass SAT leverer et søjlediagram over græsdækket.

Der kan også tilføjes oplysninger om afgræsning og afpudsninger, så græsdækket bliver genberegnet, og det er muligt at trække marker ud til slæt.

Danmark på vej

Martin Mikkelsen, landskonsulent hos Seges PlanteInnovation, oplyser, at der ikke et tilsvarende system tilgængelig for danske mælkeproducenter.

Seges har imidlertid planer om til efteråret at søge GUDP-finansiering til at udvikle en tilsvarende dansk satellitbaseret model.

"Vi har allerede holdt møde med englænderne, og vi ved godt hvad de har gang i. Det er lige præcis det, vi skal have til at fungere herhjemme, så vi kan overvåge udbuddet af græs i de enkelte marker og folde", siger Martin Mikkelsen og tilføjer:

"Det er rigtig godt, at det bobler med muligheder inden for satelittbaserede værktøjer."

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.