Nu også med nyheder: Nutrifair er ved at ramme kampformen
Ugen på Spidsen: Med stor popularitet blandt både udstillere og gæster tyder alt på, at den specialiserede husdyrmesse Nutrifair overlever næste års frontalkollision med Agromek, vurderer denne uges klummeskribent på Kvæg Plus.

Næste år kan den specialiserede husdyr- og efterhånden også bioenergimesse Nutrifair i Fredericia fejre sit ti års jubilæum.

Blandt de knap så glædelige gaver på gavebordet vil være flytningen af Agromek fra november 2020 til januar 2021 og dermed to messer på dansk grund stort set samtidig.

Det har landbruget og det leverandører prøvet før, og den holmgang trak Nutrifair sig sejrrigt og formentlig endda styrket ud ad. Sammenstødet denne gang skyldes, at en af de store europæiske messer har holdt flyttedag, og det har Agromek måttet tilpasse sig som en af de mindre messer i dén sammenhæng.

Tror på konceptet

Men det får ikke Nutrifair til at ændre program eller koncept. Eller som Jørgen Kronborgs forleden udtalte som projektleder for Nutrifair om parallel-messerne næste år:

»Det er naturligvis hamrende uheldigt, men mest for branchen som sådan og udstillerne især, for der er nok ingen tvivl om, at det vil koste både gæster og udstillere begge steder.

De besøgende kan formentlig godt navigere i det her ud fra deres faglige interesser. Nutrifair er en fagmesse for husdyrproducenter. De andre messer er noget andet. Vi tror på konceptet og styrker vores faglighed, og så må markedskræfterne afgøre resten«.

Nutrifair satser på langvarige samarbejdsaftaler 15. januar · 06:49

Groet nedefra

Naturligvis har Nutrifair-arrangørerne også kommercielle interesser, men det er i høj grad en messe, som er groet nedefra og sammen med erhvervet. Setuppet opleves som afslappet, fokuseret og relativt billigt af udstillerne, som derfor også bakker op år efter år.

I år ser vi deciderede produktlanceringer på Nutrifair, sidste år sås adskillige udenlandske gæster, og med knap 300 udstillere og små 4.000 gæster (hvoraf fire ud af fem kan træffe indkøbsbeslutning på bedriftens vegne og bliver på messen i gennemsnit fem timer) er der nu en kritisk masse til at skabe en rigtig god messe for den specialiserede husdyrproducent.

Det bliver et par både faglige og fornøjelige dage i Fredericia i dag og i morgen.

Måske vi ses?

Claus Solhøj, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.