Ny slagtepræmie skal begrænse eksporten af spædkalve

Kravene til kalvenes alder i den nye slagtepræmieordning for slagtekalvsproducenternes skyld, melder Peder Philipp.

Den seneste tid har der verseret en del debat i fagpressen om den nye slagtepræmie, som træder i kraft i 2015. Blandt andet fordi et af kravene, for at opnå præmien, omfatter en øvre aldersgrænse på 30 måneder for tyre/stude og 16 måneder for kvier.

Ifølge formand for L&F, Kvæg Peder Philipp har den nye præmie imidlertid et helt klart formål, som begrunder dette krav:

»Den politiske aftale om den nye præmie er helt og holdent koblet op på ønsket om at begrænse eksporten af spædkalve, så vi minimerer lange dyretransporter til udlandet, primært Holland,« forklarer Peder Philipp til Landbrugsinfo.dk.

»Præmien har derfor til formål at gøre det mere økonomisk rentabelt at beholde kalvene i Danmark til opdræt og slagt frem for at eksportere dem.«

Han tilføjer, at dette ligger i direkte forlængelse af målet fra Kvægbrugets Task Force om, at mindst 65.000 flere kalve skal opfedes og slagtes i Danmark i 2020.

Alderskravene for at opnå præmien er derfor fastsat for at tilgodese slagtekalveproducenterne.

»Hvis man satte en højere aldersgrænse for hundyr, ville det øge antallet af dyr, som kunne modtage slagtepræmien, hvorefter slagtepræmien pr. dyr tilsvarende ville blive mindre. Samtidigt efterspørger slagterierne kvier under 16 måneder. Det har aldrig været målet at støtte f.eks. udsætterkvier og unge køer, hvilket ville blive resultatet, hvis alderskravet var højere,« lyder det fra formanden.

Den nedre vægtgrænse, for at opnå præmien, er fortsat mindst 160 kg for tyre og stude og også for kvier. Minimumsalderen ved udførelse til en anden EU-medlemsstat er otte måneder, og kun dyr til slagtning i en anden EU-medlemsstat vil være præmieberettigede fremover. Samtidigt skal det med, at reglen om, at ansøger skal have mindst fem støtteberettigede dyr, er opblødt i den forstand, at både han- og hundyr fremover kan tælles med for at nå grænsen på de fem dyr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.