Nye madrasser hævede mælkeydelse 1,5 kilo fra dag ét

Da Torben Bebe ændrede staldindretning, sprang hans dækningsbidrag pr. ko så meget i vejret, at han blev højdespringer i KvægNøglen. Altså den, der forbedrede sit dækningsbidrag mest fra 2020 til 2021.

I virkeligheden kan mælkeproducent Torben Bebe, Ringe, remse en hel håndfuld tiltag op, der har medvirket til, at han blev højdespringer i KvægNøglen i 2021. På et år forbedrede han sit dækningsbidrag pr. ko med 6.306 kroner, hvilket er mere end dobbelt så meget som en gennemsnitlig producent. Og for en gennemsnitlig producent skyldtes stigningen mere eller mindre stigningen i mælkeprisen.

Torben Bebe var i mange år i I/S med et par andre, som er ældre og ønskede at komme ud. Derfor servicerede bedriften i meget høj grad banken i de senere år for at få gælden ned.

- Vi fik nok ikke vedligeholdt helt så godt, som man gerne vil, fordi pengene i de sidste fire år gik til at nedbringe gælden, så der var et efterslæb på udvikling, forklarer han.

Da han overtog hele styringen, skete der til gengæld ting og sager.

Nye madrasser

I februar 2021 bestemte han sig for at lægge nye madrasser i stalden.

- Det gav 1,5 kg mælk pr. ko nærmest fra dag et, fortæller han.

De nye madrasser er latexmadrasser fra staldmæglerne. De erstattede gamle latexmadrasser med en topdug på.

- De så fine ud stadigvæk, men da vi pillede topdugen af, var der ikke latex under, så køerne lå hårdere, end vi regnede med. Nu ligger køerne bedre, og det har hjulpet på hævede ben og tykke haser, siger Torben Bebe.

Ro om kælvningen

Et andet tiltag, som har givet pote, var, da han i april 2020 lavede et nyt kælvningsområde. Indtil da gik goldkøer og kælvekvier sammen i et hold og kælvede sammen. I dag går de i tre store bokse. En til dem, der lige er goldet, en til dem, der er tættere på at kælve og en til kælvekvier.

- De har mere ro til at kælve nu, fordi der er færre i boksen. Samtidig kan vi bedre differentiere fodringen, så de får en far off og en close up blanding. Køerne kommer bedre gennem goldperioden og bedre i gang med at levere mælk fra dag et af, når de har kælvet, fortsætter han.

Faktaboks

Torben Bebe, Ringe

210 årskøer, holstein

185 hektar

12.200 kilo EKM

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.