Mælkeproducent Morten Bojsen har fået fod under eget bord på bedriften Lauenborggaard ved Rødding.
Etablering som selvstændig mælkeproducent har Morten Bojsen arbejdet på i flere år, siden han blev færdiguddannet agrarøkonom.
»Jeg har kigget på fire-fem bedrifter de seneste år, og med god hjælp fra rådgiver og revisor kom aftalen på plads med Sydbank og Vækstfonden i juli 2018«, forklarer han.
God forberedelse
Et af de læringspunkter, den unge landmand tager med sig, er vigtigheden af god forberedelse. Han arbejdede målrettet med sit cv, indhentning af anbefalinger og så selvfølgelig budgetter op til, at etableringen faldt på plads:
»Det er vigtigt at have styr på alt papirarbejdet. Du skal have gjort dig grundige overvejelser, når du vil etablere dig, og god forberedelse giver et langt bedre udgangspunkt for samtalen med banken og Vækstfonden«, siger Morten Bojsen.
Udfordret sig selv
I Vækstfonden bifalder man, at unge landmænd som Morten Bojsen lægger tid og kræfter i en ordentlig forberedelse og gennemgang af bedriften, man ønsker at købe, siger Lene Gade Hovmøller, Landbrugskundedirektør i Vækstfonden:
»Med en god forberedelse er man tættere på succes, sådan er det bare. At etablere sig på en bedrift kræver overblik over økonomi, strategi for fremtidige investeringer og så videre.
Morten havde ikke blot påtaget sig almindelige driftslederjobs, men udfordret sig selv, så han var meget bedre klædt på til mange flere udfordringer, som en konkursejendom oftest giver. Derfor bliver vi rigtig glade, når vi møder landmænd som Morten, der i flere år har knoklet for nu at høste frugten af det arbejde«, uddyber hun.
Morten Bojsen er en af de 28 landmænd, der i 2018 fik etableringslån fra Vækstfonden, Vækstfonden satte dermed rekord i 2018 for udbetalinger af lånet.
Værdifuld sparring
I processen med at etablere sig har Morten Bojsen også haft stor glæde af sparring med rådgivere fra Vestjysk Landboforening og gamle studiekammerater fra Landbrugsskolen.
Sparring kan nemlig være med til at kaste nyt lys over situationen, forklarer han:
»Jeg har arbejdet på at etablere mig i godt seks år og været tæt på flere gange. I den tid har det været rigtig godt at kunne vende min tanker om ejendommene med både konsulent og tidligere studiekammerater. Og så er det også en stor ting og et stort projekt at føre ud i livet. Der har det varet godt med støtte.«
På bedriften ved Rødding er der plads til 450 malkekøer, hvor mælken afsættes til Arla Foods.
Relaterede artikler
Kommentarer