Nyt rådgivningstilbud: Bedre mælkekvalitet skal give bedre bundlinje

For hver anden mælkeproducent kan der være en hundredkroneseddel ekstra pr. årsko at tjene ved øget fokus på mælkekvaliteten.

Nu kan danske mælkeproducenter tegne abonnement på overvågning af deres mælkekvalitet og få hjælp til at løse problemerne og opnå en bedre indtjening på mælken.

Direktør for L&F Kvæg, Ida Storm, sætter tal på effekten af det nye rådgivningstilbud.

»Beregninger viser, at flere end hver anden mælkeproducent vil kunne hente over 100 kroner ekstra pr. årsko i tillæg, og en stor del af dem, næsten hver fjerde kvægbrug i analysen, kan hente mere end 300 kr. pr. årsko. Det potentiale skal da indfries. Derfor har vi hos L&F Kvæg og Seges investeret i at skabe et team, der kan hjælpe landmanden til at få en bedre mælkeydelse og ko-sundhed samt højere kvalitetstillæg«, forklarer hun.

Tre prisniveauer

Tilbuddet består i en abonnementsordning. Rådgivningen er ikke gratis, men koster fra 199 til 999 kroner om måneden, afhængig af hvilket af de tre niveauer (Basic, Plus og Premium) af rådgivning, der vælges.

I alle tre abonnementer overvåges bedriftens mælkekvalitet online af mælkekvalitetsrådgivere. Hvis overvågningen viser, at mælkekvaliteten er faldet, får landmanden besked. Abonnementstypen bestemmer, hvordan beskeden gives, og hvorledes, der følges op.

Med Plus og Premium ydes en indledende telefonisk rådgivningssamtale, og med Premium-abonnementet er der desuden mulighed for sparring og analyser.

Med en abonnementsordning er timeprisen for supplerende rådgivning samt besøg op til 155 kroner lavere, end den ellers ville være.

Vi skal have de sidste kroner med

Det nye rådgivningstilbud passer fint ind i ønsket om at ændre fokus fra kilo til kroner i mælkeproduktionen, understreger formanden for L&F Kvæg, Christian Lund.

»Som landmænd har vi nok haft en tendens til at fokusere på at øge indtjeningen ved at øge produktionen. Men vi skal flytte vores fokus fra kilo til kroner. Vi skal have mere fokus på at forbedre det, vi allerede gør, så vi får de sidste kroner med. For langt de fleste af os er der penge at hente ved bedre management og derigennem bedre ydelse og bedre mælkekvalitet«, forklarer han.

Emneord Kvægkongres 2020

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.