Opfordring: Tjek om du nåede målet i din græsensilage

Mange steder er det kun i 1. slæt, der er opnået den optimale fordøjelighed til højtydende køer i 2021. 

Af Anette Østergaard, kvægkonsulent LandboNord

Målet for kvaliteten i græsensilage til højtydende køer ligger i niveauet 79-82 procent i fordøjelighed. Med et gennemsnit på 78,6 procent i de 1. slæt analyser, der er taget i Nordjylland i 2021, så er målet meget tæt på at være nået. Det tyder på, at det øgede fokus på at opnå en høj fordøjelighed har haft effekt. 

Mange steder kun 4 slæt

2021 har dyrkningsmæssigt ikke været det bedste græsår. Der har i perioder været tørt flere steder, hvilket har sat sit præg både på kvaliteten og udbyttet. Der er flere steder kun blevet taget 4 slæt. I 2. slæt ser vi en gennemsnitlig fordøjelighed på 76,3 procent og i 3. slæt ligger gennemsnittet på 75 procent, mens 4. slæt ligger på knap 77 procent og lidt højere i de få 5. slæt, som vi har set analyser på indtil videre. 

Tørstofprocenten er ramt flot

Tørstofprocenten ligger som gennemsnit i alle slæt i området 34-40 procent tørstof – det giver mulighed for at opnå en optimal ensilering og dermed bør der være potentiale for at få nogle god, stabil ensilage, men det må vise sig efterhånden som den kommer ind på foderbordet. I 2020 stak tørstofprocenten lidt af i 1. slæt og tørstofprocenter omkring 50 procent var ikke et særsyn. Tilmed var sukkerindholdet også højt, hvilket udfordrede yderligere i 2020. I 2021 har vi heldigvis ikke set samme problemer pga. sukker.

Protein er meget værd – særligt med høje priser for indkøbt protein

Proteinindholdet er i gennemsnit i området 15-19 procent råprotein, når vi ser på alle slættene, med mindst i 1. slæt og stigende hen over året. Der er en tendens til, at der er lidt højere proteinindhold i alle slæt end i tidligere 3 år. Forklaringen på det kan måske være en lidt højere kløver-andel eller måske hænger det sammen med nogle lavere udbytter. Men en ting er sikkert, med de priser der er på proteinfoder, så er det meget positivt med mere protein i ensilagen, og det skal vi udnytte i foderplanlægningen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.