Opråb: Mere fokus på tilvækst i naturplejen

Myndighederne skal blive bedre til at udvise forståelse for landmændens behov for, at kreaturerne har en god tilvækst, lyder det fra Økologiske Landsforening.

Der skal mere fokus på tilvækst, hvis naturpleje skal være en succes. Det viser erfaringer fra et vidensdelingsprojekt støttet af EU og Fødevareministeriet, som Økologisk Landsforening gennemfører sammen med seks økologiske landmænd.

De unge kreaturer skal minimum tage 700-800 gram på om dagen.

"Det er en udfordring, men den kan løses. Det har vi set i praksis i projektet, men det forudsætter, at ejerne af arealerne og myndighederne, der laver støtteordningerne, er med til at finde løsninger, der kan fungere i praksis, siger projektleder og kvægbrugskonsulent i Økologisk Landsforening, Kirstine Lauridsen.
 
Hun nævner bl.a. tilladelse til at dele arealet op i folde, som dyrene kan afgræsse på skift. Det giver en bedre græsvækst og dermed bedre vækst hos dyrene, end hvis de hele sommeren går på hele arealet.

Skiftende folde er desuden med til at forebygge opformering af orm og parasitter, der afmagrer dyrene, hvis de ikke er under kontrol.
 
Udveksler viden og erfaringer
Erling Fischer Madsen, Vejle, er en af de økologiske kødproducenter, der har specialiseret sig i naturpleje med stude. 

"For år tilbage ville jeg ikke have anbefalet andre at gå ind i naturpleje, men jeg fornemmer en større forståelse for problemstillingerne i dag hos myndighederne," siger Erling Madsen, der har 60 stude gående i fem folde omkring Vejle Å.
 
Hans råd til kommende naturplejere er:
 
"Lad være med at undervurdere det arbejde, der ligger i at holde hegn og folde vedlige. Det samme gælder opsyn, men her kan man nogle gange få hjælp af lokale kogræsserlaug," siger han.  
 

Faktaboks

Projektet ’Landsdækkende kompetenceløft i økologisk produktion og afsætning’ er et vidensdelingsprojekt, støttet af EU og Fødevareministeriet under Landdistriktsprogrammet.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.