
Flere slagtekalveproducenter har henover sensommeren oplevet udfordringer med lungebetændelse primært i starterstaldene. Hvis der ikke er en oplagt årsag til udbruddet, kan det være en ide at foretage obduktioner. Det skriver kvægdyrlæge Lene Jensen fra LVK i nyhedsbrevet fra DLBR Slagtekalve.
I forbindelse med de mange ekstra lungebetændelser, har LVK via obduktioner indsamlet flere kalve-lunger til videre undersøgelse. Her har man blandt andet fundet bakterien Mannheimia hæmolytica.
Det er en toxin-producerende bakterie, og dermed kan kalvene blive meget akut syge af bakterien. Mannheimia kan være den primære årsag til lungebetændelser, men ofte ses bakterien også sekundært til et virus forløb. Når kalvene med Mannheimia obduceres, findes der ofte lungehindebetændelse.
Man kan efter oplæring selv lære at udtage kalvelunger, så der kan indsamles flere lunger til diagnostik, når dyrlægen kommer i besætningen næste gang. Derved kan man også nedsætte analyseprisen pr. lunge, skriver Lene Jensen.
Ved fund af Mannheimia og andre bakterier er det muligt at få lavet en resistensbestemmelse, som kan sikre, at man anvender et følsomt antibiotikum mod de bakterier, som findes i besætningen.
Relaterede artikler
Kommentarer