På blot få år: Kvægbruget fordobler forbruget af vacciner

Danske kvægbrugere vaccinerer i større grad end tidligere. En positiv udvikling, mener dyrlægeformand.

Udbredelsen af vacciner i kvægbruget tager fart i disse år. Fra 2016 til 2019 er antallet af solgte vaccinedoser fordoblet, viser en optælling, som organisationen VI Nordic har foretaget for Fagmagasinet Kvæg.

VI Nordic er brancheorganisation for medicinalvirksomheder, og optællingen inkluderer derfor kun salget af vacciner hos medlemmerne. Derfor kan det reelle forbrug være højere, påpeger VI Nordic.

At flere køer, kvier eller kalve får et eller flere stik med vaccine, overrasker ikke Helle Slot. Hun er praktiserende dyrlæge og samtidig formand for Faggruppe Kvæg og andre produktionsdyr hos Den Danske Dyrlægeforening,

»I mange år tænkte vi kun vacciner som noget, man benyttede for at undgå eksempelvis IBR, men den tilgang har ændret sig markant de seneste år«, fortæller Helle Slot.

Den erfarne dyrlæge anser vacciner som en form for forsikring mod sygdomsudbrud. Som med forsikringer i al almindelighed er det ikke sikkert, at man får effekt af at tegne den.

»Det er dog min klare opfattelse, at de stigende besætningsstørrelser gør, at man får øjnene op for risikoen ved et sygdomsudbrud. Selvfølgelig kan det være kritisk, hvis tre kalve bliver syge i en besætning med 50 køer, men konsekvenserne er langt større, hvis alle kalve i en besætning med 300 køer rammes«, forklarer Helle Slot.

Når flere landmænd køber vacciner, kan det måske også forklares ved en holdningsændring til sygdomsbekæmpelse.

»Tidligere havde vi nok den tilgang, at vacciner var unødvendige, hvis man strammede helt op på eksempelvis kalvepasning, men vi ser i praksis, at der skal rigtig meget arbejde, vedholdenhed og forståelse til for at fuldføre hygiejne hver dag. Der skal kun små fejl eller uopmærksomheder til for, at læsset vælter. Her kan vacciner være et godt supplement til at nå helt i mål«, siger Helle Slot.

Læs mere om vacciner og korrekt brug af dem i Fagmagasinet Kvæg, som udkommer i næste uge.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.